Af Malene Grouleff, IDG Online
IDG Online:
Hvorfor har I valgt at sælge Jubii Auktion fra efter blot 7 måneder?
Adm. direktør i Jubii, Henrik Sørensen:
- Jeg havde aldrig forventet, at vi kunne sælge auktionen i dag. Idéen var slet ikke at banke noget op og sælge det separat.. Og hvis det alligevel skulle være, ville jeg have troet, det lå langt ude i fremtiden. Handelen kom simpelthen i stand, fordi vi blev ringet op af DinSide i Norge. De var lige blevet købt af QXL og udnævnt til skandinavisk hovedkvarter. Nordmændene foreslog os at kontakte QXL, og derefter gik det meget hurtigt. Det gælder om ikke at sove i timen i den her branche.
- Salget sætter Jubii i en hel ny situation. Før i tiden har vi haft det mål, at vi skulle være søgemaskine. Nu har vi lige pludselig noget kapital til at realisere andre ting.
IDG Online:
Auktionen har i sine syv måneders levetid lidt af mange tekniske problemer. Det er gratis at handle, sælge og byde på den. Hvordan kan et fejlplaget websted repræsentere en værdi på 80 millioner kroner?
Adm. direktør i Jubii, Henrik Sørensen:
- Det kan det især fordi, Jubii Auktion er den største i Danmark. Nummer et er altid meget værd. Der er omsat for to, tre millioner kroner på auktionsstedet. Vi er så meget værd, fordi vi har så mange registrerede brugere og så megen trafik. Desuden ligger der i beløbet også en eksklusivaftale, der siger, at vi ikke må markedsføre andre auktioner på Jubii end QXL de næste tre år. De kommer altså til at ligge alene på Danmarks største portal i tre år. Jeg mener, at begge parter har fået en god aftale. Hvis man sammenligner med AOL og Time Warner fusionen, så er 80 milioner en dråbe i havet.
De tekniske problemer er meget typiske, fordi vores auktionssoftware er et færdigt købeprodukt, der ikke er ligetil at udvikle. Fejlene har ikke været kritiske - kun til gene.
IDG Online:
Hvad vil Jubii bruge de mange millioner til?
Adm. direktør i Jubii, Henrik Sørensen:
- Vi vil videreudvikle vores produkt Jubii Chat, som har været en gevaldig succes, de tre måneder, den har været i Danmark. Dernæst vil vi lancere den flere steder i Europa. Men vi skal ikke over at slås med USA ? det ville være alt for dyrt. Ekspansionen af Jubii Chat vil vi finansiere ved at realisere nogle af de 510.000 QXL-aktier.