Af Dorte Toft
12 udviklere hos Adaytum Software i Hellebæk sluttede officielt deres ansættelse i fredags, men allerede den 5. januar blev de fyret og fritstillet. Firmaet er reduceret til et salgs- og markedsføringskontor med i alt ni ansatte.
Det var ellers udviklernes viden og produkt, der blev rost til skyerne, da Adaytum i sommeren 1996 købte softwarefirmaet Insight Systems i Hellebæk. Nu er udviklingsarbejdet flyttet til Toronto, og de danske udviklere fik ikke tilbud om at flytte med.
? Nogle har spurgt, om det var muligt, så det er vi ved at kigge på, siger Vibeke Ulmann, der har haft marketingansvaret siden 1997, og som blev udnævnt som administrerende direktør for det barberede selskab.
Stifterne af Insight, Gitte Christensen og Morten Kromberg, fik imidlertid mulighed for at trække sig ud nogle måneder tidligere på favorabel vis.
? Vi fik penge med os, visse licensaftaler med selskaber, og i øvrigt alt det vi selv havde bragt ind, siger Gitte Christensen, der indtil da havde været administrerende direktør for Adaytum.
De to stiftere samt en tredje har gendannet Insight Systems, men hvad firmaet skal fokusere på, er endnu ikke afgjort. Parterne har givet hinanden et halvt år til at træffe beslutningen.
Fyret direktør
Gitte Christensen blev da efterfulgt på posten af Jens Kristian Andersen, der kom fra udviklingsfronten, men han fik kun et par måneder i stolen.
Vibeke Ulmann ved ikke, hvorvidt beslutningen om at barbere udviklingen væk, allerede var truffet, da Jens Kristian Andersen tiltrådte.
Som argumentation for, at udviklingen skal flyttes til Toronto, bruger Adaytum en forestående børsnotering i USA. Adaytum er britisk af oprindelse, men har i dag hovedkontor i Minneapolis. Udviklingsarbejdet finder sted i USA, Canada og Storbritannien.
? Hvis man skal på børsen i USA, så skal udviklingen også være i USA, for ellers tror amerikanerne ikke på firmaet. De kender ikke til verden uden for USA, siger Gitte Christensen.
Overså web
Adaytum havde forventet at gå på Nasdaq-børsen allerede i 1999, men måtte udsætte det. Firmaet var ikke længere så hot, fordi man manglede et produkt med et ?e? foran.
? Det var jo web, der var buzz word?et, siger Gitte Christensen.
Derfor blev der sat fart i udviklingen af produktet e-planning, et web-baseret planlægnings- og budgetteringsværktøj, som udvikles i Toronto.
Gitte Christensen mener ikke, at man tidligere kunne have igangsat en web-udvikling i Danmark.
? Vi havde jo vedligeholdelsesbyrden for de andre produkter, men set i baglyset kunne man jo måske sige, at vi burde have trænet amerikanerne op i vedligeholdelsen, siger hun.
Der er i øvrigt stadig et par udviklere tilbage i Hellebæk-selskabet for at sikre vedligeholdelsen.
Ud med det samme
Men flere af dem, der blev fyret den 5. januar, følte sig så dårligt behandlet, at de henvendte sig til Helsingør Dagblad, der skrev om det. En international Adaytum-chef fløj ind og gav de 12 udviklere besked om at rydde skrivebordet og aflevere nøglen, når de gik.
Vibeke Ulmann mener, at Adaytum har gjort sit bedste i situationen. Hun nævner for eksempel, at selv hvis en fyret får nyt job i den periode, hvor Adaytum ifølge funktionærloven er forpligtet til at betale løn, så falder lønnen ikke bort.
Adaytum er i øvrigt det andet firma, der inden for nogle år har lukket for udviklingsarbejde i Danmark. I sommeren 1996 bebudede Computer Associates det samme for et opkøbt firma, men her fik de 17 udviklere tilbud om at flytte til USA.