Den britiske regering reagerer nu på ekspertrapporten om mobiltelefoner, der blev fremlagt torsdag. Ifølge eksperterne bør børns adgang til mobiltelefoner begrænses, da mobilbrugere udsættes for stråling.
Regeringen lægger op til, at der skal gennemføres hidtil usete restriktioner overfor mobil-operatørerne, skriver Financial Times.
Regeringen vil tilskynde operatørerne til at stoppe markedsføring af mobiltelefoner overfor børn. Og den vil have indflydelse på placeringen af sendemaster, så de ikke placeres i nærheden af skoler. Regeringen beder også teleindustrien om at bidrage til dækning af halvdelen af omkostningerne ved en gennemgribende undersøgelse af den potentielle sundhedsfare.
Den britiske sundhedsminister Yvette Cooper udtaler, at hun umiddelbart er indstillet på at følge rapportens anbefalinger, men ministrene er nu nødt til at blive enige om at udmønte deres holdning i konkrete krav. Stewart-rapporten undlader at komme med klare anbefalinger angående en aldersgrænse for brug af mobiltelefon eller retningslinjer for, hvor længe børn uden risiko kan tale mobilt.
Forvirring og forskrifter
Rapporten, der er udarbejdet af 12 eksperter under ledelse af William Stewart - en nu forhenværende ledende forsker -konkluderede, at der ikke var nogen generel sundhedsrisiko ved brug af mobiltelefoner, men at børn bør undgå "ikke-essentielle" opkald. Rapporten konkluderer endvidere, at der er tungtvejende bevis for, at mobiltelefoner har en effekt på brugerens hjerne, men at der ikke er noget bevis for, at de gør skade.
Den britiske regerings krav til teleindustrien kommer kun få uger efter, at den samme industri bød den britiske stat i alt 278 milliarder kroner for tredje generations mobillicenser.
Andre lande med store mobiltelefonmarkeder, som for eksempel Sverige og Finland, har gennemført store undersøgelser af den eventuelle sundhedsrisiko ved brug af mobiltelefoner, men ingen af dem har fulgt dem op med sikkerhedsforskrifter.
I Danmark, hvor forskningen på området halter - som følge af blandt andet teleselskabernes lunkne interesse i følge Kræftens Bekæmpelse - afventes en reaktion på den britiske ekspertudtalelse fra Sundhedsstyrelsen en af de nærmeste dage.
Britiske forbrugergrupper har udtrykt, at rapportens anbefalinger virker forvirrende, idet det ikke er specificeret, om teenagere ? der er et vigtigt marked for mobilfirmaerne ? skal betragtes som børn, hvad angår sundhedsrisikoen.