Af Dorte Toft, Computerworld Online
Web-branchens unge hanbavianer rasler ned fra trætoppene i disse måneder såvel i USA som i Skandinavien. Tyngdeloven har jo meldt sig i form af krav til resultater.
Dag for dag hører vi om, hvorledes utålmodige bestyrelser og investorer tager gamle bavianer til nåde. Selv den mest berømte af alle de unge bavianer, Jonas Birgersson, der skabte Framfab, er detroniseret.
Jeg tror, at livet som IT-journalist nu bliver lidt kedeligere. Hvem skal videreføre engagementets og nytænkningens flamme? Og hvem vil nu slå sig på brystet som junglens enehersker, mens de rabler om deres dygtighed og unge hjerne?
Observation af Mandrillus
Mens vi venter på svaret, vil jeg tage jer med dybt ind i junglen til nogle andre hanbavianer, der sjældent lader sig observere på tæt hold. Opdager de, at de bliver iagttaget, rejser de sig på bagbenene, strammer slipset, trækker jakken ned over den flotte pupurrøde bag, og lægger så ansigtet i kloge og bestemte folder.
Denne version af Mandrillus, bavianen, finder man på mange topposter, men jeg vil fokusere på dem i IT-industrien, langt, langt væk fra deres naturlige habitat. Og undskyld mig, hvis jeg i det efterfølgende kan synes kynisk. Mine egne og venners erfaringer med disse hanbavianer er desværre ikke de bedste. Jeg læste også først for nylig, at skal en hunbavian indsmigre sig hos den store hanbavian, så skal hun nærme sig med rumpen først.
Kampen om territoriet
Et sikkert tegn på, at der sidder en hanbavian på IT-topposten er imidlertid, at kampen om territoriet går forud den sunde fornuft. Blandt de andre sikre tegn er følgende:
- Bavianen holder sin viden tæt på kroppen
- Han opfatter sin viden som rigtigere (vigtigere?) end den viden, der er i hovedet på de yngre bavianer, hvorfor deres viden stort set ignoreres
- De klogeste yngre bavianer forlader stammen, hvis de da ikke bliver smidt ud forinden
- Indsmigrende, feje bavianer forfremmes
- Så mange hunbavianer som muligt nedlægges, og det øger deres chance for forfremmelse.
- Og kommer den øverste bavian på visit, rejser hanbavianen sig på bagbenene, strammer slipset, og opfører sig som de bavianer, han selv forfremmer.
Resultatet er, at overbavianer aldrig gennemskuer spillet.
IT-direktøren
Jeg kom til at tænke på den type person, da jeg fornylig forsøgte at undersøge, hvad der mindede om lederflugt fra en IT-afdeling i en større dansk koncern. Problemet syntes at være vokset gennem de sidste par år. I alt havde godt en håndfuld med direkte reference til den - i øvrigt meget pigeglade - IT-direktør forladt virksomheden i den periode.
Men IT-direktørens chef kommenterede blot fratrædelserne således:
- Der er jo et vist gennemtræk i alle IT-afdelinger, og vi er slet ikke bekymrede. Vi har den kompetence, vi skal have. Desuden var nogle af dem, vi har sagt farvel til, bare ikke dygtige nok.
Burde man ikke bare være en lille smule bekymret, når folk, der bærer ansvaret for IT-udvikling, forsvinder med al deres viden og erfaring? Burde man ikke også være lidt bekymret, hvis det virkelig er sandt, at IT-direktøren har ansat et par så store blålys på topposter, at de efterfølgende må fyres? (Eller var det blot tale om karaktermord for at få kassen til at stemme?).
På savannen
Jeg har kun en forklaring på den manglende bekymring. Ledelse af videnarbejdere er næsten en umulig disciplin for aber, der har tilbragt 98 procent af deres udvikling gennem tiderne på en savanne. De evner lidt mere end at forsvare reviret, bolle damerne, slå sig på brystet og spise med en pind. De gør deres allerbedste, men det er ikke nok.
Forleden læste jeg dog i Børsens Nyhedsmagasin et udsagn, der tyder på, at nogen kan sætte sig ud over generne. Udsagnet lød således:
?De 200 medarbejdere jeg har, de tænker altså bedre end en. Jeg plejer at sige, at hvis du har et geni på hver finger, så behøver du ikke tænke selv?.
Manden bag ordene er Finn Helmer - ildsjælen, der opbyggede chipselskabet Giga, som NKT solgte til Intel for 10 milliarder kroner.
Gad i øvrigt vide, hvordan Helmer håndterede hanbavianer på topposter i NKT? Det er jo hulens svært. Bare spørg dem, der var i min abeflok i de 10 år, hvor jeg var chef.
