Nomineret til Årets CIO 2025: Heldigvis havde Carina Harders taget laptoppen med: Cyberangrebet ramte, da hun sad i en finsk hytte

Nomineret til Årets CIO 2025: I urolige tider er en stor fødevarevirksomhed et oplagt mål for hackerangreb. Det erfarede CIO Carina Harders, da brødproducenten Lantmännen Unibake blev forsøgt angrebet på hendes første sommerferiedag i 2022.

Artikel top billede

(Foto: Sune Dellgren / Sune Dellgren)

Det blev til mindre kvalitetstid med familien og mere arbejdstid foran laptoppen, end Carina Harders havde ønsket, da hun gik på sommerferie for små tre år siden.

På førstedagen af hendes og familiens uge i en feriehytte i Finlands skønne natur blev der slået alarm.

Hackere forsøgte at bryde gennem cyberforsvaret i Lantmännen Unibake, hvor hun arbejder som Chief Information Officer (CIO).

”Jeg burede mig inde fra morgen til aften hele ugen, og da vi kom hjem, tog jeg direkte ind på kontoret,” fortæller Carina Harders, da Computerworld interviewer hende i anledning af, at hun er blandt de fem nominerede til den prestigefyldte pris som Årets CIO 2025.

På hovedkvarteret i Ørestad i København kom it-teamet på overarbejde. Carina Harders hjalp på distancen med kommunikationen med den administrerende direktør og den øvrige ledelse.

”Mit fokus var at sikre, at vi i it hele tiden havde det nødvendige overblik og kunne holde de vigtigste beslutningstagere opdateret på, hvad der fungerede, og hvor der var udfordringer. Samtidig arbejdede teamet på de konkrete opgaver med at sikre manuelle flows og driften,” beretter hun om en hektisk sommer.

Virksomheden klarede angrebet uden, at it gik ned, eller at den blev ramt af ransomware.

”Det lykkedes at afværge i sidste øjeblik. Det er virkelig noget, man lærer af – både som team og som ledelse.”

Behov for styrket sikkerhed

At Carina Harders havde laptoppen med på ferien, var ikke et spørgsmål om held, understreger hun.

”Jeg tror ikke, at mange it-direktører tager på ferie uden den.”

Hun havde inden angrebet påpeget internt, at der var et behov for at styrke it-sikkerheden.

Som en konsekvens af hændelsen fik resten af den svenskejede Lantmännen-koncern, der ejer Lantmännen Unibake, øjnene op for, hvor afgørende it-afdelingen reelt er for forretningen. Carina Harders og hendes kollegaer i Lantmännen IT gik følgelig i dialog med de øvrige ledelsesteams i koncernen om at indføre nye sikkerhedstiltag.

For CIO’en har forløbet været en vigtig læring. Man skal ikke lade en god krise gå til spilde, som hun siger.

Så for at styrke sikkerheden og komme svagheder i cyberforsvaret til livs har man nu lukket og beskyttet den centrale infrastruktur i samarbejde med koncernen.

”Vi har også fået et andet indblik i, hvordan vi håndterer, når sådan noget sker. For det er næppe sidste gang.”

Nu er man for alvor i gang med at se på sikkerheden i blandt andet virksomhedens operationelle teknologi (OT). Lantmännen Unibake bliver omfattet af NIS2, da man er en stor spiller på et samfundskritisk marked.

”Vi gør det for at sikre vores forretning, og fordi vi er omfattet af NIS2 i langt de fleste af de markeder, vi opererer på. Som en stor fødevareproducent er det vigtigt for samfundet, at vi kan producere. Kan vi ikke det, bliver der hurtigt tomt på hylderne i visse markeder.”

Det helt store projekt

Ikke al teknologi er i skyen i en produktionsvirksomhed som Lantmännen Unibake. Her er der brug for, at visse applikationer stadig er on premise, da der er robotter og andre forbundne enheder i selskabets mere end 30 bagerier i Europa, USA og Australien.

Men på ét afgørende it-felt har det været nødvendigt at tage rykket til cloud. Det handler om ERP, og det har været Carina Harders helt store projekt, siden hun blev ansat som CIO i 2020.

At skifte ERP i en så geografisk forgrenet produktionsvirksomhed er et langvarigt projekt, understreger hun. Det var således begyndt inden hendes ansættelse, men der var brug for yderligere fremdrift, og det var en af grundene til, at hun blev ansat.

Tre strategiområder for ERP-programmet

At skabe momentum i Lantmännen Unibakes ERP-program blev hendes overordnede hverv.

Projektet blev struktureret omkring tre strategiske fokusområder.

Det første handlede om at forklare, hvorfor det var nødvendigt at bevæge sig væk fra forældede legacy-systemer og i retning af moderne, cloudbaseret teknologi.

Nogle af systemerne var blevet så gamle, at man ikke kunne holde dem i live. De var ikke fulgt med udviklingen i it-sikkerhed og kunne ikke opgraderes til nutidens sikkerhedskrav.

”Vi måtte formidle, at der er sket så meget på det tekniske område, at vi var nødt til at følge med. Ellers kan vi ikke vedligeholde vores it og fastholde de dygtigste folk, og vi ville ikke få den optimale værdi ud af vores løsninger og projekter.”

For det andet var der ambitionen om at bruge data til at skabe sig en konkurrencefordel.

”ERP er jo ”bare” backbone og er ikke i sig selv noget, der giver en konkurrencefordel. Det får du, hvis du formår at samle op på dine data og bruge dem til noget. Den erkendelse kom til virksomheden undervejs i ERP-projektet.”

Som en af de største europæiske bagerikoncerner har Lantmännen Unibake mulighed for at opsamle megen data. Den har man fået en ny adgang til via en platform, som er blevet udviklet parallelt med ERP-programmet.

”Det betyder, at vi allerede nu kan begynde at bruge vores data, selv om vi endnu ikke har udrullet fælles ERP til alle. Det har vi kun været i stand til ved at skifte til ny teknologi. Vi kunne ikke have gjort det med det gamle data warehouse,” siger Carina Harders og tilføjer, at den dataplatform er et grundlag for at drage nytte af kunstig intelligens.

Desuden har Unibake forpligtet sig til Science Based Targets. Det indebærer et konkret ansvar for at reducere udledninger i hele værdikæden og stiller høje krav til kvaliteten og tilgængeligheden af data.

Det tredje fokus var at sikre, at organisationens medarbejdere – ikke kun i it – forstår og kan bruge de nye værktøjer.

”Vi har arbejdet med – og investeret i – at udbrede forståelsen i hele Unibake, så vi sammen kan finde de rigtige use cases,” siger hun.

I tæt samarbejde med HR har IT introduceret løsninger som Copilot og ChatGPT og arbejder nu med at finde de relevante anvendelsesområder.

Nu er man så langt i ERP-processen, at gevinsterne begynder at vise sig. Virksomhedens evne til at forecaste er forbedret – både hvad angår produktion og nedetid. Det er afgørende for at bevare en stærk konkurrenceevne.

”Jeg synes, at vi har fået løftet ERP til et andet niveau, så man forstår, at det er mere end et it-system,” fastslår Carina Harders.

Her er listen med tidligere års vindere af titlen som Årets CIO:

Læs om CIO'erne og deres arbejde herunder:

Læses lige nu
    Computerworld Events

    Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

    Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
    Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
    Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
    Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

    Digital transformation | Aarhus C

    Computerworld Summit 2026 - Aarhus

    Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 200 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i Aarhus viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

    Infrastruktur | Frederiksberg

    Roundtable: Vækst, skalering og internationalisering i en ny virkelighed

    Vækst og internationalisering kræver it, der kan skifte retning uden at knække. Lær at designe løst koblede platforme, planlægge leverandørskift og skalere til nye markeder uden tab af tempo og kontrol. Deltag i dette lukkede roundtable med...

    Digital transformation | København

    Computerworld Summit 2026 - København

    Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

    Se alle vores events inden for it

    Navnenyt fra it-Danmark

    netIP har pr. 20. januar 2026 ansat Mikkel Lykke Petersen som Datateknikerelev ved netIP Thisted/Aalborg. Han er uddannet håndværker og har arbejdet som både montør, mekaniker, tømrer og tagdækker. Nyt job
    Khaled Zamzam, er pr. 1. marts 2026 ansat hos Immeo som Consultant. Han er nyuddannet i Informationsteknologi fra DTU. Nyt job
    Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

    Jouni Salo

    Renewtech ApS

    Netip A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Ajanta Holland Christensen som Sales Manager ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Account Manager hos Orange Cyberdefense. Nyt job