Af Jens Bertelsen, Computerworld Online & IDG News Service
Uskyldig!
Microsofts jurister fastholder, at softwaregiganten ikke har forbrudt sig imod den amerikanske monopollovgivning. Forbrydelser, der i juni fik dommer Thomas Penfield Jackson til at kræve Microsoft opsplittet i to selvstændige selskaber: Et til operativsystemer og et til andre dele af virksomheden.
Mandag afleverede Microsoft et 150 sider langt dokument til den amerikanske appeldomstol, der nu skal behandle sagen. I redegørelsen gennemgår Microsoft minutiøst, hvorfor man ikke mener at have gjort noget forkert.
Juridiske eksperter er positive over for Microsofts chancer ved appeldomstolen, men koncernens juridiske argumenter er tvivlsomme, siger de.
I redegørelsen går Microsoft nemlig i rette med samtlige forhold i sagen. Det gælder det amerikanske justitsministeriums beføjelser, måden retssagen blev gennemført på og dommerens opførsel under sagen.
Ingen lig på bordet
- Microsoft siger, at der ikke er nogen lig på bordet, og at man derfor ikke har gjort noget forkert. Det er et forkert udgangspunkt for en monopolsag, siger Richard Gilbert, økonomiprofessor ved University of California, Berkeley.
Til gengæld er professoren enig med Microsoft-juristerne i, at dommeren, Thomas Penfield Jackson, ikke skulle have været så åbenmundet over for journalister både under og efter retssagen.
Advokat Mark Ostrau, monopolekspert i advokatfirmaet Fenwick & West i Palo Alto, Californien, ser også gode muligheder for Microsoft ved appeldomstolen. Hvad der gik imod selskabet i den første retssag, kan få langt mindre betydning nu, mener han. Blandt andet anerkendte dommer Jackson en række meget kritiske, interne emails sendt til medarbejdere hos Microsoft. Og det markante vidneudsagn, som Microsoft-stifter og -formand Bill Gates? gav via videobånd, talte ikke til selskabets fordel.
Den slags kommer ikke til at gøre så stort indtryk nu, mener Mark Ostrau.
- Ved appeldomstolen er alle følelser sorteret fra. Nu handler det om kolde facts (...) i en god atmosfære blottet for psykologi, siger Ostrau og tilføjer som en anden Microsoft-fordel, at der ikke er præcedens fra lignende sager om monopolmisbrug.
Mangler domspraksis
- Der er ikke noget i domspraksis, der siger, at gør du som Microsoft har gjort, så er du skyldig, siger Mark Ostrau.
En anden jurist mener, at Microsoft skyder sig selv i foden ved at appellere alle aspekter af dommen. Normalt ville man begrænse sit fokus til de områder, hvor man har den bedste sag, mener advokat Don Falk fra advokatfirmaet Mayer, Brown & Platt i Washington D.C.
- Det er simpelthen basal praksis i appelsager. Du kan ikke bare appellere det hele, siger Falk.
Den 12. januar skal det amerikanske justitsministerium afgive svar på Microsofts seneste forklaring. Juristerne er enige om, at meget kan ske endnu ? retssalsdramaet er langt fra forbi.
Relevant link:
Microsoft appelredegørelse (engelsk)