Af Kim Kaas Selsø, Computerworld Online
Kommunedatas faste greb om det kommunale IT-marked er måske på vej til at blive brudt. Det kommunalt ejede selskab sidder i dag på 80 procent af markedet for IT-udstyr og har samtlige landets 275 kommuner som kunder. Men det skal være slut nu, mener det børsnoterede IT-firma Columbus IT Partner.
Selskabet har netop udviklet et nyt software-værktøj, der med selskabets egne ord gør det ?nemt, hurtigt og stort set gratis? for kommunerne at læse og lagre data over i kommunens egne systemer. Dermed bliver det langt lettere for kommunerne at skifte Kommunedata ud med alternative leverandører.
Millionforretning
- Vi regner med at tjene millioner af kroner på det her. Vi har været ude for, at kunder måtte opgive at skifte over til os, fordi det kostede for meget. I nogle tilfælde har produktionsprisen været helt hen i vejret i forhold til, hvad det reelt koster, siger direktør i Columbus IT Partner Karsten Ørneborg Thomsen.
Ifølge Columbus IT Partner anvender de fleste kommuner i dag systemer fra Kommunedata, hvilket indebærer, at kommunernes borgerdata er lagret centralt hos selskabet. Hvis kommunerne ønsker at skifte IT-leverandør, skal informationerne overføres til kommunens eget system, og det kan give problemer, mener Columbus IT Partner. Årsagen er ifølge selskabet, at det traditionelt er forbundet med ?store og ukendte udgifter? at få de lagrede data udleveret som en fil, der kan læses af andre systemer.
Ønsker åbent marked
- Vores ønske har hele tiden været et åbent marked, hvor kommunerne frit kan vælge den samarbejdspartner, der kan tilbyde den bedste løsning til den bedste pris. Med vores
?datafanger? er det muligt at vælte en af de helt store barrierer, og da vi gerne ser markedet helt åbent, har vi besluttet at stille værktøjet til rådighed for de kommuner, der vælger at skifte til os. Den gamle mur skal ned, og kan vi bidrage ved at betale hammeren, skal det være en fornøjelse, siger markedschef Jesper Setov fra Columbus IT Partner.
Hos Kommunedata er man ikke imponerede over retorikken fra Columbus IT Partner.
- Systemer af den art findes allerede på markedet, og det vil ikke ændre markedssituationen, da konkurrencen står mellem at være den rigtige partner med den rigtige funktionalitet, kvalitet og pris på en IT-løsning. Det er det, kunden vurderer, når der skal tages stilling til leverandør i et udbud. Og den vurdering stiller vi op til hver dag, siger Lars Monrad-Gylling, administrerende direktør i Kommunedata.
- Flytning af data fra én leverandørs systemer til en anden leverandørs systemer er i den forbindelse en mindre ting, som selvfølgelig skal være muligt, men som næppe har den store indflydelse på valg af leverandør til de egentlige IT-systemer, tilføjer han.
Kommunedata oplyser, at selskabet ikke ejer kundernes data. Kunderne vil altid kunne få udleveret ønskede informationer til produktionsprisen.
Afviser monopol
Kommunedatas pressechef Kim Marquart afviser, at Kommunedata er blot i nærheden af at sidde på et monopol selvom selskabet sidder på 80 procent af markedet og har alle kommuner som kunder.
- Det er en lodret løgn. Vi har ikke monopol på det her marked, og det har vi ikke haft i mange år. Tværtimod har vi været nede i en bølgedal og tabt markedsandele, men er nu ved at komme tilbage, siger han.