Norske Telenor har med ét nedskrevet værdien i Sonofon 6,9 milliarder danske kroner. I sit kvartalsregnskab skriver Telenor, at nedskrivningen foretages for at give et mere retvisende billede af Sonofons værdi og indtjeningspotentiale.
I juni sidste år betalte Telenor 13,7 milliarder kroner for GN Store Nords aktiepost på 53 procent i Sonofon. I en klar tilkendegivelse af, at det var en overpris for aktieposten, forklarer Telenors administrerende direktør Tormod Hermansen nedskrivningen i kvartalsregnskabet:
- Nedskrivningerne er foretaget til den antagede virkelige værdi på basis af værdifald i de relevante markeder og Telenors forventninger til indtjeningsmulighederne, siger Tormod Hermansen.
Timingen af nedskrivningen er overraskende, idet Sonofon i juli præsenterede en stigning i halvårsomsætningen på 18,7 procent til 1,7 milliarder kroner og en tilsvarende vækst i driftsresultatet til 412 millioner kroner. Og selv om Sonofons administrerende direktør, Ulrik Bülow, godt kan forstå nedskrivningen og begrundelsen om den generelle nedtur i telebranchen, så forstår han ikke kommentaren om indtjeningsmulighederne.
- Jeg glæder mig da til at få at vide, hvad Tormod Hermansen mener. Jeg er nødt til at spørge ham præcis, hvad han mener med den kommentar, siger Ulrik Bülow til Computerworld Online.
Ud over den store nedskrivning af Sonofon har Telenor foretaget nedskrivninger i Telenordia og Scandinavia Online (SOL)
Regnskab visesr vækst
Telenors omsætning steg i andet kvartal til 11 milliarder norske kroner, en stigning på 11 procent i forhold til samme periode sidste år. Resultatet før afskrivninger, skat og renter (EBITDA) blev i andet kvartal 2,2 milliarder norske kroner, stabilt i forhold til andet kvartal sidste år. Det samlede resultat, der naturligvis er påvirket af de store afskrivninger, viser et underskud på 1,6 milliarder norske kroner.
Det amerikanske teleselskab Bellsouth ejer de resterende 47 procent af Sonofon.