Netværkssamfundet er ved at blive en realitet. Danskerne er vildt begejstrede for at være fast opkoblet hele tiden. Ifølge Telestyrelsens foreløbige tal har omkring 70.000 danske husstande permanent forbindelse til internet.
Det er næsten en tredobling i forhold til de 26.000, der havde ADSL ved årsskiftet.
? Det er gået vanvittigt hurtigt i Danmark, og det er et ekstremt flot tal, siger underdirektør i Telestyrelsen, Finn Petersen til Computerworld.
Førende på verdensplan
Antallet af danskere, der har investeret i faste opkoblinger vurderes også til at være meget stort sammenlignet med andre lande. Og Telestyrelsen arbejder på at finde ud af, om Danmark er førende på verdensplan i udbredelsen af ADSL, men det er svært at skaffe solid statistik fra udlandet, oplyser styrelsen.
Normalt skal man op på den højeste kapacitet på ADSL på omkring to Mbit/s, før man kalder det bredbånd. En kapacitet, der gør det muligt at levere video over internet.
Prisen er afgørende
Men mange danskere har valgt en billigere ADSL-løsning med mindre kapacitet.
Men selv om danskerne endnu ikke har fået turbo på udbredelsen af bredbånd, er det alligevel en afgørende forskel, om man skal bruge et halvt minut på at ringe op med et almindeligt modem. Eller om man er ?på? hele tiden.
? Det er en eksplosiv vækst i udbredelsen af DSL-teknik. Sammen med ISDN og almindelige modemmer, kan vi få en førerposition på verdensplan, vurderer teleanalytiker Torben Rune fra Netplan. Han enig med en anden ekspert ? John Strand fra Strand Consult ? i, at fast pris er en afgørende årsag til at installere ADSL.
? Man ved, hvad man har at holde sig til. Det er vigtigt for forbrugerne, men også for virksomhedernes budgetter, når de skal levere forbindelser til hjemmearbejdspladser. Flatrate er simpelthen en killerapplikation for virksomhederne, vurderer Torben Rune.
Han peger også på, at det høje ADSL-tal kan skyldes, at Tele Danmark har fremskyndet planen om at installere ADSL-udstyr på samtlige telefoncentraler, så hele landet er dækket til næste sommer.
Telestyrelsen er i øjeblikket ved at kontrollere tallet på 70.000 ADSL-opkoblinger, der kommer fra de fire danske ADSL-leverandører, TDC, Cybercity, Orange og Tiscali.