Livagtig robot-dinosaur flytter ind
Pleo kom i en stor kasse og lugtede så fælt af plastik, at vi blev helt bekymrede for, om den ville skade nogle af vores organer. Men ligeså snart vi fik tændt for robot-dinosauren Pleo, glemte vi alt om den ubehagelige kemikalielugt.
I stedet så vi, hvordan den første gang kom til live. Den blev "klækket". Sammenkrøbet på gulvet begyndte den langsomt at bevæge sig. Livagtigt. Meget livagtigt.
Efter få minutter var dens store, blå øjne vidt åbne, og den kom på benene og var klar til at udforske verden.
Vi tog Pleo op og begyndte at ae ham. Det kunne han godt lide.
Han har nemlig berøringsfølsomme sensorer på sin mekaniske krop, og han puttede sit hoved ind mod vores brystkasse og pludrede løs.
Den første tid med dinosauren er vigtig, stod der i manualen. Du er med til at forme dens personlighed, og det gælder om at være forsigtig, for hvem vil have en sur og tvær robot-dino, når der er smidt 2.500 kroner efter dyret?
Spækket med sensorer
Vi passede og plejede Pleo og fodrede ham med det medfølgende plastikblad, som han livligt gnaskede på.
Han blev naturligvis ikke større fysisk, men ifølge manualen bevægede han sig gennem tre livscykluser: fødsel, nyfødt og ungdom.
Vi blev så glade for Pleo, at vi tog ham med hjem. Vi tændte for ham og lod ham turnere rundt i stuen.
Han blev også stillet op på et bord, men takket være sensorer fornemmede han, at der var en kant og undlod at falde ned. Til gengæld pev han lidt og bakkede. Han pev også, hvis han ikke fik opmærksomhed nok.
Vi fandt også ud af, at det var en dårlig idé at trække ham i halen og svinge ham fra side til side. Den stakkels robot-dino begyndte at skrige, og da den endelig kom ned på jorden igen, var den helt grædefærdig.
Med snøft og klynk lå den på gulvtæppet med halen krummet sammen. Men et par klap på ryggen gjorde ham let glad igen.
Hold da op!
I begyndelsen var livet med Pleo en leg. Han begyndte at sige nye lyde og lave små tricks, som eksempelvis at give pote eller stille sig i en sjov positur.
Vi tog ham med ud på altanen og kort tid efter begyndte han at nyse. Stakkels Pleo var blevet syg. Han kom indenfor igen og blev hurtig rask.
Når venner og familie kom på besøg, blev de alle introduceret for Pleo, og udtrykket i deres ansigter var det samme, hver gang han blev tændt.
- Hold da op, hvor er den livagtig, fik vi at vide igen og igen.
Nogle børn var endda lidt forsigtige med at nærme sig Pleo, selv om den ser ganske nuttet ud. De var simpelthen bange for, om den ville bide ud efter dem - noget som dinosauren naturligvis ikke kan.
Netop det livagtige element er Pleos store styrke, og dens bevægelser - om end lidt langsomme - virker utrolig livagtige.
Desværre larmer dens mekaniske krop under gummioverfladen som en mindre dieselmotor, og det er med til at bryde illusionen om en levende dino. Det er synd.
Ifølge producenten Ugobe udvikler Pleos personlighed sig løbende i forhold til interaktion med sin ejer og det miljø, den befinder sig i. Det er meget store ord, og vi kan ikke helt genkende det billede. I hvert fald oplevede vi ikke de store ændringer i adfærd eller personlighed over længere tid.
Kedelig i længden
Pleo er uden tvivl inspireret af Sonys meget populære og temmelig dyre robothund, Aibo.
Den fik en trofast fanskare, og det gik endda så vidt, at nogle Aibo-ejere mødtes i Tokyo, hvor de havde klædt deres robothunde ud!
Selv om der fandtes hardcore grupper af begejstrede brugere, valgte Sony alligevel at aflive robot-hunden, som ikke produceres mere.
Ugobe gør også alt for at bygge en lignende kultstatus op omkring Pleo via Pleoworld.com, hvor brugerne kan uploade fotos af deres robotter og diskutere, hvem der er mest nuttet.
Egentlig kan man sige, at Pleo også har arvet lidt af konceptet fra Tamagotchi, de små plastik-dimser med skærme hvor det gjaldt om at fodre og underholde et virtuelt dyr ellers "døde" det.
Tamagotchis hærgede især i slutningen af 1990'erne og var et hit blandt børn.
På samme måde skal Pleo også plejes, bare med klap og leg, men han er alligevel sin egen - voldsomt revolutionerende er robot-dinoen dog ikke.
Robotten mangler noget...
Til en pris omkring 2.500 kroner savner vi flere muligheder, eksempelvis at Pleo selv kunne gå hen i en dockingstation og lade sig op. I dag er du nødt til at lade batteriet op manuelt i fire timer, før du har liv i robotten i en enkelt time.
Det er ikke godt nok. Desuden savner vi lidt flere avancerede funktioner, og det ville være smart, hvis Pleo kunne udnytte et trådløst netværk og eksempelvis sende fotos til en blog eller selv downloade nye tricks, så det ikke skal gøres manuelt. Men det ville nok dræne det i forvejen svage batteri.
Der er ingen tvivl om, at Pleo er en unik og anderledes elektronisk legekammerat. Men er han sjov i længden? For vores vedkommende er svaret nej, desværre.
For der er ikke noget, vi hellere ville end at bruge mere tid med den charmerende robot-dino, hvis han havde mere at byde på. For som det er nu, kan han simpelthen for lidt, og det bliver for trivielt på sigt.
Godt nok kan han opdateres med ny firmware og nye funktioner, som producenten løbende vil udvikle, men det er lige nu ret begrænset. Derfor har vi sat Pleo på standby. Vi har imponeret vores venner med ham, vi har leget med ham, og nu er der ikke rigtig mere sjov i ham.
Pleo kan dog ses som en løsning for forældre, hvis børn konstant plager om en ny hamster eller en kanin.
Robot-dinoen kan nemlig bruges som erstatning, og så får farmand også lidt at lege med, for dyret skal opdateres via nettet, og det kræver altså lidt it-viden. Ungerne vil få massiv streed-cred fra klassekammeraterne, og der er ingen i familien, som får allergi af Pleo, der heller ikke behøver mad og vand.
Og når interessen for krabaten forsvinder, så slipper familien for at tage en tårevældet afsked med Pleo hos dyrlægen. Du afliver den blot med et tryk på en knap.
