Her er HTC's to nye super-mobiler

HTC er klar med to nye versioner af den populære Desire. Mobilerne kan fjernstyres via nettet, hvis de er blevet væk eller stjålet. Desuden byder telefonerne på en række forbedringer - se her hvilke.

I foråret lancerede HTC den populære mobil Desire, men allerede nu er to nye udgaver klar. De hedder HTC Desire HD og HTC Desire Z.

HTC Desire HD har de bedste specifikationer og kan prale med en 4,3-tommers touchskærm med en opløsning på 480 gange 800 pixel. Motoren er Qualcomms nye Snapdragon 8255-processor på 1 GHz.

Tidligere har HTC ikke ligefrem været kendt for at producere overbevisende kameraer i sine mobiler, men Desire HD kan prale med et kamera med dobbelt blitz og mulighed for at tage fotos i en opløsning på otte megapixel.

Videooptagelser foregår i HD i 720p - det svarer til en opløsning på 1280 gange 720 pixel.

Som en bonus er mobilen udstyret med HTC Fast Boot, der forkorter opstartssekvensen, så man hurtigere er klar til at foretage et opkald eller tjekke mail, efter at man har tændt telefonen. Nogen letvægter er mobilen ikke med sine 164 gram med batteri.

Med rigtigt tastatur

HTC har med den anden model, Desire Z, skabt en mobil med et QWERTY-tastatur, der kan slides frem. Tastaturløsningen er formentlig målrettet dem, som stadig ikke er blevet venner med de trykfølsomme mobilskærme.

Mobilen er ikke så hårdt pumpet som Desire HD, og den må nøjes med et fem-megapixel kamera.

Skærmen er 3,7 tommer og - trods tastaturet - trykfølsom, og opløsningen er 480 gange 800 pixel. Desire Z kan også optage HD i 720p, mens kampvægten er helt oppe på 180 gram med batteri.

Processoren er 800 MHz, og dermed lidt langsommere end Desire HD.

Begge mobiler er i butikkerne til oktober, og prisen uden abonnement for HTC Desire HD er 4.200 kroner, mens HTC Desire Z koster 4.000 kroner.

Forbedret korttjeneste

Telefonerne kører Android, Googles mobile styresystem, men brugergrænsefladen er ligesom på tidligere modeller HTC's egenudviklede HTC Sense.

Formålet er at gøre det nemmere for brugeren at jonglere med småprogrammer og få mere ud af mobilens avancerede funktioner uden at være professor ved IT-Universitetet.

Med de nye modeller er HTC Sense blevet opgraderet på en række punkter, som blandt andet byder på forbedrede muligheder for at optage, skabe, dele og behandle multimedieindhold.

Desuden er brugergrænsefladen udstyret med funktionen HTC Location, der er en ny og anderledes måde at bruge internetbaserede korttjenester.

Ifølge HTC får brugeren øjeblikkelig adgang til kort uden at skulle vente på, at kortmaterialet bliver downloadet - og uden at skulle betale for dataroaming. Det lyder lovende, men hvordan det fungerer i praksis, må vi vente med at få svar på til en egentlig test.

HTC Sense er også forberedt på, at flere er begyndt at bruge deres mobiler til at læse længere tekster. Derfor er de nye telefoner udstyret med en mobil e-læser, som kan bruges til fremhæve afsnit og tilføje noter. E-læseren virker blandt andet med e-boghandlen Kobo.

Fjernstyr din mobiltelefon

HTC Desire HD og HTC Desire Z virker desuden med HTCSense.com, som gør det muligt at få kontakt til mobiltelefoner, der er forsvundet eller stjålet.

Ifølge HTC vil det være muligt at finde en telefon, der er blevet væk, ved at få den til at ringe højt, selv om den er sat på lydløs. Desuden er det muligt at få et kort over, hvor telefonen befinder sig.

Hvis en tyveknægt har fået fingre i din nye telefon, kan du endda via nettet få kontakt til mobilen og låse den, samt viderestille opkald og sms-beskeder.

Det er også muligt at slette personligt indhold fra mobilen - selv om du sidder foran din computer.

Mulighederne for at fjernstyre mobiler på denne måde har eksisteret længe, men det har primært været softwareløsninger, man selv skulle købe og installere.

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Deloitte

    Teknologi i sig selv forandrer ikke noget:

    AI skal væves ind i kultur og processer for at skabe reel forretningsværdi

    Navnenyt fra it-Danmark

    Guardsix har pr. 1. april 2026 ansat Annbritt Andersen som Global Chief Revenue Officer (CRO). Hun skal især beskæftige sig med at geare organisationen til en markant skalering i Europa. Hun har tidligere beskæftiget sig med globale kommercielle strategier for nogle af branchens allerstørste spillere, herunder Microsoft. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
    Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

    Kari Lehtimäki

    Den danske eID-virksomhed Idura