Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. februar 2002.
I kontraktsforhandlinger eller i en konfliktsituation opstår ofte spørgsmålet om, hvad et erstatningsansvar vil indebære. Hvilke krav kan eksempelvis en køber af en IT-ydelse rette imod sælgeren, når først det er konstateret, at der er et erstatningsansvar.
Terminologisk adskiller erstatningsansvar sig fra den afhjælpningsret og -pligt som, afhængigt af kontrakttypen, ofte vil påhvile sælgeren, altså pligten til at udbedre eksempelvis programfejl i egenudviklet software, således at køberen får den funktionalitet, der er aftalt. Denne artikel beskæftiger sig ikke med andre beføjelser end retten til erstatning, og blandt andet afhjælpning af mangler omtales derfor ikke. Heller ikke betingelserne for at ifalde erstatningsansvar behandles.
Erstatningsansvar beskytter den økonomiske interesse, en kontraktspart har i kontraktens opfyldelse, og tilsigter at kompensere kontraktparten for de økonomiske tab, der måtte følge af eksempelvis mangler eller forsinkelse (herefter betegnet "misligholdelse") ved modpartens ydelse ved (som hovedregel) at stille ham, som om kontrakten var blevet korrekt opfyldt.
Spørgsmålet om hvilke krav, der er dækket af erstatningsansvaret, er inden for IT-juraen relativt bredspektret. Der er inden for IT-branchen en udbredt tradition for at aftale begrænsninger i erstatningsansvaret, og egentlige beløbsmæssige fikseringer i form af bestemmelser om bod eller lignende ses ofte. Spørgsmålet kommer derfor i vidt omfang til at bero på, hvilken aftale parterne har indgået.
Foreligger der ingen aftale om begrænsning af erstatningsansvaret, er udgangspunktet, at sælger er ansvarlig for købers fulde tab, d.v.s. alt økonomisk tab uanset art, blot det er forårsaget af misligholdelsen.
Systemleverancekontrakt
Foreligger der eksempelvis en systemleverancekontrakt, der ophæves af køberen som følge af væsentlige fejl ved systemet, kan køber tænkes at lide tab ved efter ophævelsen at måtte anskaffe et tilsvarende system andetsteds til en højere pris samt tab ved forgæves afholdte konsulentudgifter ved implementeringen, idet disse udgifter skal afholdes på ny ved købet af det andet system.
Der kan ligeledes være tab ved forgæves afholdt uddannelse af købers medarbejdere i det ophævede system m.m.
Disse tab vil normalt blive kategoriseret som direkte tab.
Erstatningsansvaret dækker imidlertid også visse fjernere tab forårsaget af misligholdelsen.
Således vil også tab ved, at købers virksomhed må ligge stille som følge af misligholdelsen, tab af data forårsaget af systemfejl, tab af kunder og købers eget erstatningsansvar over for sine kunder m.m. efter omstændighederne kunne være erstatningsberettigede.
Denne sondring illustreres i praksis blandt andet af forskellen mellem Statens Indkøbskontrakter, K18 og K33. I K18 er retsstillingen, at sælger har det fulde ansvar, altså svarende til udgangspunktet, jfr. ordene:
"Leverandøren er erstatningspligtig over for kunden efter dansk rets almindelige regler", hvorimod der i K33 er indlagt en begrænsning til kun at dække direkte tab samt en uddybning heraf i form af en fraskrivelse af ansvaret for "driftstab, tabt avance eller andet indirekte tab."
På dette punkt er forskellen mellem K18 og K33 således, at sælgeren efter K18 kan blive ansvarlig også for køberens indirekte tab, herunder driftstab og avance, hvilket ikke er tilfældet i K33.
Tabstyper
Det centrale er, hvad der indeholdes i de tabstyper, som kan komme på tale.
Har sælger og køber aftalt, at ansvaret er begrænset til direkte tab, vil køber således ikke kunne kræve erstatning for indirekte tab, hvilket antagelig vil afskære køber fra erstatning for de nævnte mere fjerne tabstyper såsom eksempelvis driftstab (tabet ved, at købers produktion må ligge stille) og avancetab (tabet ved, at køber ikke kan tjene penge ved at videresælge systemet eller anvende det til den form for forretning med købers andre medkontrahenter, som var hensigten med systemet).
De muligt foreliggende situationer er mangfoldige, og der knytter sig derfor en vis usikkerhed til udstrækningen af begrebet indirekte tab og afgrænsningen i forhold til de direkte tab.
Derudover indebærer mangfoldigheden af de situationer, som kan foreligge ved aftaleindgåelse, at der kan være forskellige behov afhængigt af situationen.
Hvor det i den ene situation fremstår rimeligt, at sælger fralægger sig ansvaret for driftstab, kan det i en anden situation være netop den risiko og det tab, som er centralt for køber at få dækket ind ved den konkrete ansvarsbestemmelse.
Der gælder altså ikke en regel om at "one size fits all."
Det kan også virke tilfældigt hvilke typer af tab, køber kan kræve erstattet, og hvilke han blot må bære selv uden at kunne videreføre dem til sin sælger, hvis der er aftalt en fraskrivelse for indirekte tab.
Kundetab
Et eksempel herpå er "kundetab", som kan foreligge i forskellige former.
I tilfældet, hvor det er sælgeren, der misligholder, vil køberens tab ved at måtte købe sælgerens ydelse andetsteds til en dyrere pris være et direkte tab.
Købers tab ved at miste en konkret ordre over sin kunde og gå glip af fortjenesten herved er derimod antagelig et indirekte tab, ligesom tabet ved, at køber af denne årsag ifalder erstatningsansvar over for sin kunde, er et indirekte tab. Også det yderligere tab af kunder, der kan være resultatet af, at en sælger misligholder, således at køber ikke kan opfylde over for sine kunder og den badwill, det giver konkret over for kunden og i mere bred forstand over for markedet, er et eksempel på indirekte tab.
Denne type af tab er dog muligvis så upåregnelig for skadevolder, at den efter almindelige erstatningsregler - uanset om ansvar for indirekte tab er fraskrevet - ikke ville være erstatningsberettiget.
Dette taler i praksis for at udforme eventuelle ansvarsbegrænsninger mere udførligt end ved blot at henvise til begreberne direkte og indirekte tab.
Parterne står sig ved at overveje, hvori
deres interesse og risiko ved kontrakten består og på baggrund heraf nærmere aftale udformningen af eventuelle ansvarsbegrænsninger.
Udformningen af ansvarsbestemmelser i kontrakter bør derfor tage udgangspunkt i den konkrete situation og være genstand for overvejelse og diskussion frem for en automatisk accept af foreliggende standardformuleringer - medmindre man måtte ønske at vente med at kende sin position, til konflikten opstår.
Boks: Carsten Raasteen (cr@kromannreumert.com) og Søren Skibsted (ssk@kromannreumert.com) er tilknyttet Kromann Reumerts afdeling for IT-ret og beskæftiger sig blandt andet med IT-systemkontrakter, softwarelicens- og supportaftaler, IT-konsulentaftaler, web-aftaler, juridiske spørgsmål vedrørende Internet og e-commerce samt køb, salg og finansiering af IT-virksomheder.
Computerworld Jura kommer hver 14. dag og produceres i samarbejde med: Kromann Reumert
Citat: "Spørgsmålet om
hvilke krav, der er dækket af erstatningsansvaret, er inden for IT-juraen relativt bredspektret".
