Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. februar 2003.
At virksomheder som Danfoss sender 64 bit RISC-systemer ud i kulden er en termometerindikation for krisen for serverfabrikanterne. Nu er 32 bit Intel-systemer nemlig ved at æde sig ind på RISC-servernes territorium.
RISC-baggrund
Det er lavere licens- og hardwareomkostninger og besparelser i driftsomkostninger, der har fået Danfoss til at skære 32 bit i deres system og skifte til en 32 bit Intel/Windows-løsning. Og det i et område, der traditionelt er 64 bit-territorium.
En totallicens sparer penge
Rent licensmæssigt har Danfoss valgt en Microsoft enterprise-licens. Denne totallicens giver en virksomhed mulighed for ubegrænset brug af alle Microsofts serverprodukter.
Det betyder, at den totale licensomkostning af Microsoft styresystem, Microsoft database, Microsoft postsystem med mere kan blive lavere end summen af licensomkostninger til forskellige leverandører.
- Selv mindre virksomheder kan få glæde af en tilsvarende rationalisering af licensomkostningerne. Både regnet i MIPS (processorkapacitet) og i brugerlicenser, siger Henrik Jørgensen, Enterprise Sales Manager i Microsoft Danmark.
Salgsdirektør i Oracle Danmark Jan Skelbæk siger:
- Microsofts enterprise-licens betyder i realiteten, at databasen bliver gratis. Og det kan vi ikke konkurrere imod. Men det er jo ikke alle, der går efter en total Microsoft-strategi, og dertil betyder kundernes krav om for eksempel skalerbarhed, oppetid og klyngemuligheder også noget for valget af database.
De hurtigtløbende 32 bit
Når det gælder hardware, har Intels nødtvungne videreudvikling af 32 bit cpu'er betydet, at ydeevnen for 32 bit-serversystemer er vokset de sidste år.
Det nødtvungne bestod i, at Intel oprindeligt satsede på 64 bit Itanium-cpu'er til serverbrug, men Itaniums store forsinkelse gjorde, at Intel måtte satse på 32 bit-teknologi i stedet.
Intels Xeon server-cpu fås i dag op til 2,8 gigahertz for dualprocessor-systemer og op til 2,0 gigahertz for systemer med op til 32 processorer.
Bruger man transaktionsydelse som målestok, viser Intel-servere et tre til fem gange bedre forhold mellem pris og ydeevne end en RISC-baseret løsning. Ifølge brancheorganisationen TPC har en HP Proliant ML 370G3-2P-server et omkostningsniveau på 3,73 dollars pr. tpmC, mens det mest priseffektive RISC-system (Fujitsu Primepower 850 med Sun Sparc-processorer) ligger på 13,44 dollars pr. tpmC.
Intels processorer er ikke effektive i multi-cpu-systemer over otte cpu'er, men leverer varen derunder. Og varen er i denne sammenhæng en ydelse, som før var forbeholdt RISC-servere.
Multi-cpu-systemer
Er der tale om absolut topydelse, fører RISC-systemerne stadigvæk, men det er i form af multi-cpu-systemer fra 16 cpu'er op til flere hundrede cpu'er.
RISC-systemer har nemlig bedre indbygget understøttelse af kommunikation mellem mange cpu'er end den, Intel har indbygget i deres nuværende 32 bit-systemer.
Rent cpu-mæssigt kræver al udvikling af cpu'er massive investeringer. Det betyder, at Motorola, IBM, Sun og til dels HP har store udviklingsomkostninger i et marked, der fokuserer stadig mere på omkostninger.
Dertil har IBM to styresystemer (AIX og OS/400), der er specialtilpasset deres Power-processor. Sun holder fast ved deres Sparc-processor, men tilpasser også deres Solaris-styresystem til Intel-processorer.
Men Sun leverer Solaris gratis til deres systemer, mens IBM og HP kræver licenser for deres egne Unix-varianter. I HP's tilfælde er det en licens pr. cpu, som er inkluderet i prisen for små systemer, men separat for de større systemer.
64 bit er ikke altid lykken
Det betyder, at kunder, der ikke har brug for systemer med den allerhøjeste ydelse, skæver kraftigt til Intel-baseret hardware.
Afhængig af database og applikationer kan de potentielle fordele ved 64 bit-teknologi meget vel vise sig at være minimale.
Den største fordel ved et rent 64 bit-system ligger nemlig i databasesammenhæng i muligheden for at anvende meget store ram-mængder, sådan at mest muligt af databasen kan ligge i ram, hvorved tidskrævende disk-tilgang undgås.
Men applikationerne skal have overvægt af læsninger, og databasen skal være designet således, at låsninger ikke påvirker tilgangen.
Låsninger sker ved opdateringer, således at dataindholdet altid er konsistent, selv om to brugere prøver at opdatere de samme data på samme tid.
Insourcing af drift
Danfoss oplyser også om besparelser på driften af SAP-systemet ved overgangen til 32 bit-teknologi.
Hidtil har driften af deres HP- og IBM-systemer i høj grad kørt hos IBM og HP. Denne outsourcing dropper Danfoss i forbindelse med overgangen til den nye 32 bit SAP-installation og flytter hovedparten af driften ind i it-afdelingen, der i forvejen har Windows-kompetence.
Her taber de leverandør-specifikke Unix-løsninger, netop fordi det er svært at finde driftspersonale med den relevante viden.
- Det er jo ikke helt nemt at finde HP-UX kompetence på Nordals, siger it-chef Christian Koch, Danfoss.
BOKS
Databasemålinger
Organisationen TPC (Transaction Processing Performance Council - www.tpc.org) er en branceorganisation dedikeret til måling af ydelse for transaktionssystemer. Måleenheden tpmC står for transactions per minute/version C. Det målte systems totale pris skal opgives sådan, at man kan udregne ydelse/pris-forholdet.
Billedtekst:
Sammen med mobiltelefoner kan den lave ende af servermarkedet være der, hvor mindre er bedre. 32 bit Intel-servere har i dag så stor ydeevne, at de nipper 64 bit-systemer i hælene.