Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. september 2003.
Både leverandøren og kunden bør som et led i deres interne overvejelser om risici ved køb og implementering af nye it-systemer nøje vurdere deres erstatningsmæssige eksponering ved projektets gennemførelse.
Leverandørens levering af mangelfulde it-systemer kan påføre både kunden og leverandøren betydelige økonomiske tab, og eksempler som Toldsystemet og Farum Kommune understreger vigtigheden af nøje at overveje den økonomiske risiko ved fejlslagne it-projekter.Denne artikel vil kort beskrive, hvilke regler, der gælder i dansk ret for pålæggelse af erstatningsansvar, samt i hvilket omfang og hvorledes det er muligt at begrænse et erstatningsansvar i forbindelse med levering af it-systemer.
Leverandørens erstatningsansvar
It-leverandøren er over for sin kunde erstatningspligtig, såfremt han har handlet culpøst, d.v.s. har handlet uforsigtigt eller i strid med den måde, hvorpå en samvittighedsfuld, god it-leverandør ville handle.
Leverandørens adfærd vil oftest blive anset for culpøs, hvis der foreligger en misligholdelse af kontrakten, f.eks. hvis leverancen er forsinket i forhold til den mellem parterne aftalte tidsplan, eller hvis systemet er mangelfuldt. Dette vil bl.a. være tilfældet, hvis en funktionalitet ikke er tilgængelig, hvis en svartid overstiger aftalte minimumskrav, eller hvis dokumentationen er ufuldstændig eller uforståelig.Det er ikke nogen betingelse, at kontrakten er blevet ophævet først, ligesom der kan foreligge et erstatningsansvar, selv om leverandøren har afhjulpet manglerne og afleveret det forsinkede system.
Fuld erstatning
Udgangspunktet i dansk ret er, at den kontraktpart, der lider et tab, har krav på fuld erstatning, dvs. har krav på dækning for alle direkte og indirekte tab. Hvis f.eks. et produktionsstyringssystem i en industrivirksomhed bliver forsinket, og dette betyder, at produktionen forsinkes i to måneder, kan tabet for kunden blive ganske stort, og dette tab vil efter omstændighederne kunne rettes mod leverandøren som et erstatningskrav, uanset om den samlede værdi af systemleverancen er betydeligt lavere end erstatningskravet.
Dette misforhold er der tradition for, at parterne i en it-kontrakt søger afhjulpet ved vedtagelse af erstatningsbegrænsninger. Det synes således i dag at være almindeligt accepteret, at parternes erstatningspligt bør begrænses, både i relation til erstatningens art og omfang, og sigtet hermed er dels at leverandøren ikke gøres ansvarlig for den type tab, som normalt må anses for kundens egen forretningsrisiko (f.eks. tab af indtjening), dels at det potentielle erstatningsansvar ikke står i misforhold til leverandørens dækningsbidrag på sagen. Eksempler herpå er statens standardkontrakt K33 og det nye udkast til K01, som Videnskabsministeriet sendte i høring den 23. juni 2003.Ansvarsbegrænsninger kan introduceres på en række forskellige måder. For det første kan de skadeårsager, som kan begrunde erstatningsansvar, begrænses. Et eksempel herpå kan være udelukkelse af erstatning i tilfælde af uvæsentlige fejl i systemet eller ved en snæver beskrivelse af, hvad der skal anses for en mangel.
For det andet kan parternes ansvarsgrundlag indskrænkes, f.eks. ved at stille strengere krav til parternes skyld før ansvar udløses, f.eks. ved at kvalificere den erstatningsudløsende skyld til grovere grader af uagtsomhed, eller ved at stille bestemte krav til beviset for, at der har været udvist uagtsomhed. For det tredje kan kredsen af de personer, hvis fejl og forsømmelser, leverandøren hæfter for, begrænses, f.eks. således at erstatning ikke pålægges for fejl begået af underleverandører. En sådan begrænsning kan ofte være rimelig i lyset af, at leverandøren ikke har kontrol over eller indsigt med underleverandørens forhold, eller fordi underleverandøren selv har fraskrevet sig sit eget ansvar over for leverandøren.For det fjerde kan de tabsposter, der kan kræves erstattet, begrænses, eksempelvis ved at undtage ansvar for indirekte tab, herunder driftstab og tabt avance. Og for det femte kan ansvaret begrænses ved at fastsætte en beløbsmæssig grænse for det maksimale erstatningsansvar, der kan pålægges i kontraktens løbetid eller pr. erstatningsudløsende begivenhed.Den samlede ansvarsbyrde må selvsagt vurderes ud fra kontrakten som helhed, herunder ovenstående parametre. Ansvar for ethvert tab og enhver mangel er ikke meget værd, hvis det totale ansvar er begrænset til f.eks. 10.000 kr.
Ansvarsbegrænsningers gyldighed
Ansvarsbegrænsninger vil normalt blive opretholdt af de danske domstole som gyldige aftaler. I denne sammenhæng er der i hvert fald to undtagelser, der er værd at notere sig, men som ikke lader sig klart adskille fra hinanden.
Den ene er, at domstolene kan vælge at se bort fra eller indskrænke en erstatningsbegrænsning, hvis den efter de foreliggende omstændigheder forekommer urimelig. Det er yderst sjældent, at domstolene har benyttet sig af denne adgang i et kontraktforhold mellem kommercielle parter. Den anden undtagelse er, at det undertiden antages, at en fraskrivelse af ansvar for forsætlig eller groft uagtsom skadeforvoldelse som udgangspunkt ikke er virksom i dansk ret. Dette betyder bl.a., at hvis en it-leverandør nægter at opfylde en kontrakt, f.eks. fordi han på grund af for optimistisk budgettering ved tilbudsafgivelsen senere kan konstatere, at opfyldelse af kontrakten vil afstedkomme et betydeligt tab, kan en eventuel erstatningsbegrænsning i kontrakten bortfalde og leverandøren kan være forpligtet til at betale kunden fuld erstatning. Det samme gælder formentlig leverandørens bevidste prioritering af leverandørens egeninteresse på bekostning af medkontrahenten, f.eks. hvis en leverandør bevidst undlader at iværksætte passende tiltag for at indhente en forsinkelse i forhold til en aftalt tidsplan, eller hvis leverandøren undlader at følge aftalte kvalitetssikringsprocedurer, fordi han anser det for mindre sandsynligt at fejl vil indtræde.
England
I engelsk ret er der forsøgt opstillet mere klare grænser for, hvilke ansvarsbegrænsinger, der gyldigt kan aftales i kontraktforhold. Det følger således af den engelske "Unfair Contract terms Act 1977", at man ikke kan fraskrive sig eller begrænse sit ansvar for uagtsomhed, og at man i standardbetingelser ikke kan fraskrive sig ansvar i tilfælde af misligholdelse, medmindre dette efter omstændighederne må anses for rimeligt. I vurderingen af, hvorvidt en ansvarsbegrænsning anses for rimelig, inddrages flere hensyn, herunder hvilken part der må anses for den forhandlingsmæssigt stærkeste part. Beviset for begrænsningens rimelighed påhviler den part, der gør ansvarsbegrænsningen gældende. Disse bestemmelser er i blevet anvendt i et stort antal engelske it-sager, men uanset hensigten synes den engelske tilgang til emnet ikke at skabe større forudsigelighed i relation til hvilke begrænsninger, der gyldigt kan vedtages. Til gengæld synes lovgivningen at give bedre mulighed for at tilsidesætte sådanne ansvarsbegrænsninger, der ikke er udtryk for parternes velovervejede allokering af kontraktens ansvarsmæssige risici.
Erstatningsbestemmelsers udformning
Erstatningsbestemmelser bør generelt tage stilling til, hvorledes en eventuel erstatningsbegrænsning spiller sammen med eventuelle bodsbestemmelser, og, hvis der er fastsat en beløbsmæssig begrænsning til kontraktsummen, hvilke beløb der indgår i denne sum, f.eks. om eventuelle vedligeholdelses- og opdateringsafgifter indgår. Bestemmelserne bør endvidere formuleres med høj grad af præcision, dels for at sikre forudsigelighed i begrænsningernes anvendelse, dels for at mindske risikoen for at de efterfølgende indskrænkes eller tilsidesættes af domstolene i tilfælde af en tvist mellem parterne. Uden velovervejede aftaler om erstatningsansvaret, herunder i form af erstatningsbegrænsninger og -fraskrivelser, kan it-leverancer medføre betydelige tab for såvel leverandøren som dennes kunde.
Carsten Raasteen (cr@kromannreumert.com) og Søren Skibsted (ssk@kromannreumert.com) er tilknyttet Kromann Reumerts afdeling for it-ret og beskæftiger sig blandt andet med it-systemkontrakter, softwarelicens- og supportaftaler, it-konsulentaftaler, web-aftaler, juridiske spørgsmål vedrørende internet og e-commerce samt køb, salg og finansiering af it-virksomheder.
Computerworld Jura kommer
en gang om måneden og
produceres i samarbejde med:
