Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. juli 2006.
At spille computer er ikke nødvendigvis tidspilde, men ligner meget naturens egen måde at lære på. Måske kan al undervisning i fremtiden erstattes af spil, som vi kaster os over af ren lyst.
Er du computerspiller? Hvis ikke, så er det måske på tide at komme i gang.
Ganske vist har computerspil et blakket image. De stjæler uendelige mængder af tid fra især unge mænd - tid som kunne være langt bedre brugt på at lære sociale kompetencer. Der er heller ikke tvivl om, at de voldelige udgaver af spillene skader de unge og gør dem mere voldelige (nej, der er ikke længere rimelig tvivl, selvom nogle påstår det modsatte. Se for eksempel denne gennemgang af spilundersøgelser fra American Psychological Association www.psychologymatters.org/videogames.html).
Men der er en anden side af spillene, som bliver opdaget for fuld styrke lige nu. Det er spillene som motor og metode for indlæring.
Spil er leg. Lege er noget, børn gør, når de har det sjovt. De løber efter hinanden, leger tagfat, springer hinkeruder og en hel masse andre ting, som vi hurtigt bliver for gamle til.
Leg er det, de gør, når de er børn. Legen er næsten altid karakteriseret ved glæde og koncentration. Men på trods af den glade overflade, så er leg dødelig alvor. Det er nemmere at forstå, hvis vi husker, at alle pattedyr leger i stor stil. For katten og hunden er det tydeligt, at leg ikke kun er leg.
Leg er simulation, voksenlivssimulation. Legen er en træning af fysiske, sociale og kognitive evner. Uden leg bliver hverken dyr eller mennesker i stand til at klare sig som voksne.
Det er derfor, at alle dyreunger og menneskebørn leger sig til udmattelse, når de ikke lige skal spise eller sove. Evolutionen har vist, at den, der træner meget, overlever og formerer sig.
Det ved børn selvfølgelig ikke - ingen børn leger for at overleve. Børn leger, fordi de ikke kan lade være. De er forsynet med nogle kraftige - og ret indviklede - beløningsmekanismer, der får dem til at synes, at leg er sjovt.
Det er lige præcis her spil og indlæring bliver interessant, hvis man kan aktivere disse beløningsprocesser i en almindelig struktureret indlæring. Så bliver den, der skal lære, nemlig utrættelig, energisk og koncentreret - præcis som et barn, der leger.
Det er ikke helt klart, hvad der skal til for at udløse vores legebelønning, men et par eksempler kan give et fingerpeg:
Sport er en af de måder, voksne leger på. Vi kan bruge en time på en motionscykel - er det egentlig leg eller arbejde? - eller vi kan spille badminton i en time. De fleste vil synes, at badminton er sjovere, fordi det er mere komplekst og overraskende. Vi synes, at det er sjovere, fordi det er sværere.
De fleste har det sikkert også sådan, at det er mere intenst med publikum på. Og det er bedre, hvis man spiller lige op mod modstanderen i stedet for at have en modstander, der enten er sikker vinder eller sikker taber.
Så allerede her er der nogle ret præcise indikationer af, hvad vores legecenter gerne vil have os til at gøre.
Påfaldende nok er det en adfærd, der ligger langt fra en normal undervisningsituation.
Sport er en fysisk simulation af kamp eller jagt. Det er klart, at indsigt herfra ikke umiddelbart kan overføres til at lære de ikke-fysiske kundskaber og færdigheder, som er centrale i vores liv.
Men man kan se computerspil som en mental udgave af sporten. Her kan vi træne en række af de samme evner - men ikke alle - som vi øver i undervisning.
En af de førende eksperter på området hedder James Gee. Han er professor på University of Wisconsin?Madison og forsker i, hvordan spil udløser legebelønningen, og hvordan de lærer os ting i en fart.
Hans yndlingsspil er strategispil som Age of Empires og Rise of Nations, så da jeg talte med ham - jeg er selv inkarneret spiller - måtte vi lige bruge fem minutter på at dele begejstringen over lige præcis disse spils kvaliteter. Men Gee har selvfølgelig bredt sin analyse ud til andre spilgenrer - også de mere aggressive actionspil.
Gees påstand er, at computerspil fungerer på samme måde, som vores hjerne tænker. Vi ser verden som en slags simulation og forstår verden ved hele tiden at simulere, hvad der kan og vil ske.
Vores hjerne er allerbedst til at bearbejde enorme mængder af samtidige sanseindtryk og finde de indtryk, som er vigtige. Når vi får øje på noget, der bevæger sig, har vi sorteret alt det uvigtige - det ubevægelige - fra. Ud af den helt fantastiske datastrøm, der går ind i vores hjerne, er det kun en forsvindende del, vi reagerer på.
Men for at udnytte den del af hjernens færdigheder, skal vi være fordybet i et miljø, der giver os et stort og varieret sanseindtryk. Hvis det lyder som et computerspil, er det ikke tilfældigt.
Set ud fra den vinkel er normal undervisning noget af en fornærmelse af vores hjerne - lidt som at bruge en dualcore notebook med 17'' skærm til at grave huller i haven.
Der er enkelte ting, som vi kan lære for hele livet i et enkelt hug. Ikke at røre ved varme kogepladser for eksempel - der er dog nogle få mennesker, der har brug for to eller tre forsøg. Det er indlæring via smerte, og det er virkelig effektivt. Der er bare ikke ret mange ting, man kan lære med det.
Derfor bruger vi det meste af tiden en anden form for indlæring, nemlig via gentagelse og handling. Når vi har gjort en ting, husker og forstår vi det langt bedre, end hvis vi bare har læst en beskrivelse. Det er også karakteristisk, at når vi gør noget igen, så kan vi gøre det bedre end første gang. Vi forfiner vores præstation på et utal af måder, og det kan vi gøre næsten i det uendelige. Tænk på hvor meget bedre en badmintonmester er end begynderen.
Bearbejdningen af datastrømmen og den gentagne øvelse giver det, James Gee kalder kropsliggjort erfaring. På samme måde, som man aldrig glemmer at cykle, så er spillenes kropsindlærte erfaringer bedre lært end ved traditionel undervisning.
James Gee tror, at computerspillene kan fortælle os meget mere om, hvordan vores hjerne virker. Hans håb er, at avancerede computerspil kan gøre indlæring til en proces, der er lystfyldt og effektiv. Så i stedet for en times computerspil til at slappe af fra arbejde, kan du tage en times indlæring. Så bliver du både afstresset og undervist.
Vores umiddelbare intuitive reaktion er nok, at der er mange ting, som et computerspil ikke kan lære os. Skatteregler, fejlfinding og filosofi forekommer umiddelbart at være for store mundfulde for et computerspil. Men det er ikke sikkert, at det er rigtigt. De seneste år er der brudt en bølge af seriøse undervisningsspil frem. Et af de mest overraskende er spillet Re-Mission fra HopeLab.
HopeLab er en non profit-organisation, der forsker i, hvordan man kan gøre livet bedre for børn og unge med kroniske sygdomme. Re-Mission er et spil beregnet til unge med kræft. Den slags unge har store problemer med at forstå sygdommen og håndtere den korrekt. Samtidig får de ofte sociale problemer, fordi deres kammerater forstår endnu mindre og reagerer ved at udstøde dem på grund af for eksempel hårtab fra kemoterapi. Meget uheldigt - for undersøgelser har vist, at især kammeraterne har større betydning end forældrene for, hvordan de unge håndtere deres sygdom
Spillet er slags actionspil, der lader de unge gennemspille mange af de situationer, de vil komme i. På den måde kan de forberede sig på at reagere godt.
En meget interessant detalje ved Re-Mission er, at spillet har været testet som et normalt lægemiddel. 375 unge patienter blev givet en pc med enten et computerspil eller et computerspil og Re-Mission. Efter tre måneder viste det sig, at dem, der havde spillet Re-Mission, var dygtigere til at overholde deres medicinering. De var også bedre til at kommunikere om deres sygdom og havde generelt højere livskvalitet.
I det moderne liv bliver vi aldrig voksne - vi kommer aldrig til at kunne sige, at vi har lært det, vi skal, som man kunne i gamle dage.
Så computerspillet er perfekt til det moderne liv. Indlæring ikke som tung pligt og arbejde - indlæringen bliver den sjove legende afslapning fra hverdagen. Og computerspillerne vil uvægerligt blive de dygtigste mennesker.
jan.skot@mail.dk
James Gee - en række
af hans artikler findes her:
www.academiccolab.org/ initiatives/papers.html
Website om spil
og uddannelse:
www3.essdack.org/ socialstudies/
videogames.htm
Serious Games initiative:
www.seriousgames.org
HopeLab og kræftspillet Re-Mission:
www.hopelab.org
billedtekst: Medicin Computerspillet Re-Mission lærer kræftramte børn og unge at håndtere deres sygdom.
En videnskabelig, medicinsk undersøgelse har vist, at spillet har en klar positiv effekt på livskvaliteten
hos patienterne. Illustration: www.hopelab.org
OriginalModTime: 07-07-2006 10:27:23
