Stadig mere tyder på, at styresystemet Windows 2000 tro mod sit navn kommer på markedet i år 2000, og ikke som planlagt sidst i 1999. Ifølge ZDNet har Microsoft nedprioriteret et betatest-program, Windows 2000 Rapid Deployment Program, der skulle få virksomheder til at installere styresystemet allerede inden den officielle offentliggørelse. Microsoft har slækket på kravene til de virksomheder, der deltager i programmet, og vil sandsynligvis omdøbe det til "Joint Development Deployment Program". Ordet "Rapid" passer ikke længere med tempoet i offentliggørelsen af Windows 2000. Ifølge ZDNet udskiftede Microsoft i december chef-udvikleren bag styresystemet, Moshe Dunie, hvilket rystede firmaets udviklingsafdeling og kan have bidraget til forsinkelserne. Den igangværende monopol-sag mod software-giganten nævnes også som en af årsagerne.