Regeringens År 2000 Sekretariat har netop startet en massiv kampagne, der skal hjælpe mindre virksomheder med at komme igang med forberedelserne til årsskiftet. Sekretariatet har produceret en pjece, "Parat til år 2000?", som er sendt ud til 13.000 virksomheder. Den indeholder generel information om problemet fra det offentlige, bl.a. med fokus på forsyningssektorerne, telenettet, banker, revision og juridiske aspekter. Firmaerne finder også information om, hvor man kan få gratis rådgivning, og eksempler på breve og bilag, som kan bruges overfor leverandører og kunder.
"En række analyser har vist, at især de små og mellemstore virksomheder ikke i tilstrækkeligt omfang er i gang med at gøre sig klar til årsskiftet. Senest afslører en analyse foretaget af Alsted Research for År 2000 Sekretariatet i perioden august - september 1998, at kun 26% rent faktisk er gået i gang med aktiviteter. Især de mindste og ikke teknologitunge virksomheder, er passive m.h.t. at blive parat til årtusindskiftet. Direkte spurgt: "Har De etableret et år 2000 projekt?" - svarer kun 15% ja," siger Sekretariatschef fra År 2000 Sekretariatet, Sven Bentzen.
"Det er en udvikling som bekymrer os meget. Det er jo ingen hemmelighed, at virksomhedsejere- og ledere i netop denne størrelse virksomheder, har en yderst travl hverdag, med mange forskellige gøremål. Det er sikkert en af de væsentligste grunde til, at de endnu ikke er kommet i gang med at undersøge evt. år 2000 problemer. Men det er vigtigt, at de hurtigst muligt kommer i gang. For der er ikke lang tid tilbage. Mindre end 200 dage - vel at mærke kalenderdage!", mener Sven Bentzen.