På en pressekonference sidste mandag advarede amerikanske eksperter om, at atomindustrien halter bagefter andre sektorer, når det gælder forberedelse til årtusindskiftet. I november sidste år besøgte et ekspert-hold en atomreaktor i Seabrook, New Hampshire, og fandt 12 sikkerheds-systemer med Y2K-fejl. Bekymringerne retter sig især mod kølesystemerne, der er afhængige af strøm udefra. Hvis strømforsyningen bliver afbrudt skal systemerne automatisk slå om til diesel-generatorer, men eksperterne tvivler på, om back-up systemerne er forberedte til år 2000. I værste fald risikerer man en nedsmeltning af reaktorkernen og deraf følgende radioaktivt udslip.
Men den amerikanske atomindustri understreger, at man har talrige sikkerhedssystemer, som betyder at der ikke kan ske alvorlige ulykker. (Kilde: Wired)