Microsoft fortæller nu, at dokumentsproget XML (eXtended Markup Language) bliver indbygget i den næste version af database-programmet SQL Server, med kodenavnet "Shiloh". Med XML kan enkelte elementer i dokumenter forsynes med etiketter, der fungerer som varedeklarationer og beskriver deres indhold og struktur. XML skal især gøre det lettere at udveksle informationer mellem programmer samt over Internet. XML er allerede inkluderet i kontorpakken Office 2000, og Microsoft har også indbygget omfattende understøttelse for XML i Internet Explorer 5. Blandt nyskabelserne i Shiloh bliver muligheden for at udføre forespørgsler med prædefinerede intervaller, så rapporterne straks kan hentes, når de skal bruges, og ikke først skal beregnes ud fra databasens indhold. Microsoft vil ikke sige, hvornår den næste version af SQL Server kommer på markedet.
(Kilde: CNET)