Den magtfulde Motion Picture Association of America (MPAA) jagter fildelere på nettet, men forbundet er nu selv blevet afsløret i at krænke ophavsretten. MPAA har fået udviklet en programpakke, som universiteter skulle installere for at forhindre fildeling af piratkopieret materiale.
Pakken »University Toolkit« er baseret på Linux-distributionen Xubuntu og indeholder en samling værktøjer, deriblandt Snort og ntop. Xubuntu er frigivet under General Public License (GPL), som tillader ændringer i softwaren, hvis ellers den modificerede kildekode også bliver offentliggjort. Og netop dette har MPAA forsømt at gøre. Dermed har MPAA krænket Xubuntu-udviklernes ophavsret.
Ubuntu-udvikler Matthew Garrett forsøgte at komme i kontakt med organisationen for at gøre opmærksom på problemet, men uden held. Til sidst fik han udbyderen til at fjerne programmet fra serveren.
I august sendte MPAA et brev til 25 universiteter i USA og opfordrede dem til at installere spionprogrammet University Toolkit for at stoppe piratkopieringen. Men eksperter har senere fundet alvorlige sikkerhedshuller i pakken. Og nu viser det sig så, at programmet slet ikke er lovligt.