På det schweiziske forskningscenter CERN er man nu endelig klar til at skrue helt op for energistyrken i den underjordiske Large Hadron Collider (LHC). Den gigantiske partikelaccelerator skal smadre protoner sammen under forhold, der minder om tilstanden i universet kort efter Big Bang.
Men LHC har været ramt af flere uheld og lange reparationer, og først i dag – halvandet år efter den officielle indvielse – er man klar til at køre med den fulde stråleenergi på 7 TeV. Hele eksperimentet kan følges live i en web-transmission her til formiddag, og der bliver også transmitteret live fra et pressemøde senere i dag.
Large Hadron Collider (LHC) er verdens største og kraftigste partikel-accellerator. Det underjordiske anlæg strækker sig over en længde på 27 kilometer og går ned under grænsen mellem Schweiz og Frankrig. Magnetterne i ringen er kølet ned til 271 grader celsius - koldere end i verdensrummet.
Inde i accelleratoren skydes to partikel-stråler afsted i hver sin retning, styret af et kraftigt magnetfelt. For hver omgang i tunnellen, der ligger 100 meter under jorden, bliver strålerne lidt hurtigerne, indtil de nærmer sig lysets hastighed. Den samme stråle kan cirkulere i op til 10 timer og vil i denne tid tilbagelægge en distance, som svarer til afstanden til Neptun og tilbage igen.
Faktisk kan partikel-strålen klare ikke færre i 11.245 omgange i den 27 kilometer lange tunnel i sekundet, når den har nået sin maksimale fart på 99,99 pct. af lysets hastighed, der - ihvertfald ifølge Einstein - er den øvre grænse for, hvor hurtigt noget kan bevæge sig.
Og formålet med hele herligheden er at smadre de to partikel-stråler sammen under forhold, der minder om Big Bang. Kollissionen skaber temperaturer, der er mere end 100.000 gange varmere end Solens kerne. Det har fået skeptikere til at frygte, at forskerne kunne sætte gang i en kædereaktion, som vil føre til Jordens undergang.
Hvis to partikler rammer hinanden - her skal man forestille sig to nåle, der er affyret mod hinanden fra 10 kilometers afstand - vil forskerne måske få et glimt af noget nyt. Som den hypotetiske Higgs-partikel, der kan give svar på nogle af de sidste spørgsmål om universets skabelse.
LHC er verdens største videnskabelige instrument og man kunne blive ved med at nævne den ene rekord efter den anden - den største fryser, det tommeste vakuum i solsystemet, de største detektorer - men den gigantiske maskine er fuldkommen nytteløs uden en computer, der kan analysere den uendelige strøm af rådata fra kollisionerne.
Faktisk er der tale om hele 100 gigabyte data i sekundet, når partikel-accelleratoren kører for fuld kraft. På en normal pc ville harddisken være fuld i løbet af par sekunder. Det er anslået at LHC vil producere mellem 12 og 14 petabyte data om året - det svarer til indholdet fra mere end 20 millioner cd'ere.
Eller, hvis man regner på en anden måde, er det næsten en tiendedel af den samlede mængde information, som menneskeheden formår at frembringe på et enkelt år.
CERN råder ikke selv over den nødvendige datakraft til at behandle denne syndflod af data. Derfor bliver datastrømmen fordelt videre ud til datacentre spredt over et stort antal lande, herunder også Danmark. Det såkaldte LHC Computing Grid, som er udviklet med støtte fra EU, skal gøre det muligt at trække på supercomputere i hele verden for at behandle de data, som bliver produceret gennem eksperimenterne.
Der er tale om en af de største it-udfordringer nogensinde - i den endeløse ursuppe af data fra milliarder af kollisioner findes måske ét eller to interessante spor af den spøgelsesagtige partikel, som forskerne er på jagt efter. Her kan man tale om et lede efter en nål i en meget, meget stor høstak.
