Med en bredbåndsforbindelse via kabelmodem eller DSL får du indlagt en motorvejsforbindelse i dit hjem - men forbindelsen er tovejs, og kan misbruges af hackere til at trænge ind på din pc. Bredbånds-brugere er mere "synlige" end almindelige modem- eller ISDN-abonnenter, fordi de ofte er koblet op døgnet rundt og kun betaler for trafikken og ikke minuttakst.
SofaWare Technologies, et datterselskab under Check Point Software, har udviklet en sikkerhedsløsning til private bredbåndsbrugere. Systemet kan ikke købes som selvstændigt produkt, men indbygges i modemer fra producenten Terayon. Løsningen beskytter alle husstandens installationer mod angreb via Nettet, fortæller firmaet.