"Sneglepost til Internet-alderen" lyder som en selvmodsigelse, men det er ikke desto mindre sloganet hos LetterPost.com. Med den nye tjeneste kan man skrive et brev i en elektronisk web-formular og sende teksten som almindeligt brev til modtagere i hele verden. Først skal man købe et sæt med elektroniske frimærker, der koster 10 dollar og kan bruges til at sende ti breve. Dernæst skriver man teksten - eller kopierer den fra en tekstbehandling, angiver modtageradressen og klikker på "Send", hvorefter brevet overføres til firmaets server, videresendes til det nærmeste postcenter, udskrives og placeres i en konvulut med adresse og et ægte frimærke.
Brevet vil i de fleste tilfælde være fremme meget hurtigere, end hvis det skulle sendes med posten fra Danmark, og man sparer lidt i forhold til de regulære portotakster.