Bob Metcalfe er den førende digitale "dommedagsprofet", men hans dystre varsler om et snarligt Internet-sammenbrud får alligevel opmærksomhed, ikke mindst fordi milliardæren opfandt det udbredte Ethernet-system og stiftede teknologigiganten 3Com. På en IDC-konference tirsdag i det kaliforniske San Jose - i Silicon Valley's hjerte - gentog Metcalfe sine spådomme, og gjorde opmærksom på, at Internet-trafikken fordobles hver fjerde måned. Metcalfe foreslog et "pay-per-view" system, der skal tvinge Internet-brugerne til at betale for den trafik, som de skaber. Man skal eksempelvis betale, når man henter store filer fra nettet, sender elektroniske breve (med digitale "frimærker") eller benytter data-tunge tjenester som video-transmissioner. Den månedlige regning fra Internet-udbyderen skal være baseret på det antal bits, som man har sendt over nettet, ikke det nuværende flat rate-system, sagde Metcalfe.