Den store folkelige interesse for medicinhandel on-line mangler i Danmark. DrugDebate.com har sammen med Vilstrup Research gennemført en undersøgelse, som viser at 21 pct. af danskerne sandsynligvis vil købe medicin på Nettet, mens 70 pct. siger nej til e-medicin.
Rapporten definerer e-medicin som receptpligtig og håndkøbs-medicin, vitaminer/mineraler og naturprodukter. Danskerne er mest tilbøjelige til at købe håndkøbs-medicin på Nettet, mens hverken naturprodukter eller vitaminer/mineraler bliver nogen salgssucces on-line.
Datagrundlaget for rapporten er 505 telefon-interviews med et repræsentativt udsnit af befolkningen. Hos DrugDebate.com kan man læse uddrag fra rapporten.