Softwarefirmaet Gigasoft har udviklet et nyt program, PC Finder, som skal gøre det umuligt at anvende stjålne computere uden at blive afsløret. Programmet opererer skjult på computeren og sender informationer til en alarmcentral, som kan bruges til at lokalisere computeren.
»PC Finder kan spore de stjålne computere via internettet. Så snart en computer med PC Finder går på nettet, bliver det registreret i en alarmcentral. Hvis computeren er stjålet kan politiet uden besvær finde frem til brugeren og tage affære,« siger Annette Klausen, adm. direktør i Gigasoft.
Firmaet har brugt et to-cifret millionbeløb på at udvikle programmet, som skal markedsføres på internationalt plan. En licens til programmet koster omkring 500 kr., og brugeren betaler 10 kr. om måneden for at være tilsluttet en alarmcentral.
Heller ikke en komplet formatering af harddisken kan fjerne alle spor, som PC Finder efterlader på computeren.
»Selv hvis tyven formaterer harddisken, kan køberen ganske let ved igen at installere PC Finder kontrollere, om og fra hvem computeren har været stjålet. Så fremover kan køberen af en mistænkeligt billig computer selv gøre en indsats for ikke at blive hæler,« siger Anette Klausen.
Hun fortæller at Gigasoft samarbejder med politiet, der via internetudbydere modtager de oplysninger de skal bruge for at genfinde de stjålne computere med PC Finder.