Når en dansker ulovligt henter film eller musik på internettet, kan der en gang ude i den nære fremtid dumpe et brev ind af brevsprækken om, at det må man ikke. Der kan også dumpe endnu et brev ind, hvis borgeren fortsætter ophavsretskrænkelserne. Derefter er det slut med advarselsbreve.
Brevene skal sendes på anmodning fra rettighedshaverne uden prøvelse af bevisbyrden, eftersom de ikke indeholder en straf eller har retslig binding.
Dette er udkastet til brevmodellen, som antipiratudvalget under Kulturministeriet netop nu er ved at lægge sidste hånd på. Udvalgets medlemmer er dog ifølge ComON's oplysninger uenige om, hvem der skal sende brevene ud.
Brevmodellen nævner ikke, hvad der skal ske efter de to breve.
Den danske lovgivning giver dog rettighedshavere mulighed for at beslaglægge folks computere som bevismateriale som led i en fogedsag. Dette skridt har de danske rettighedshavere hidtil gjort meget begrænset brug af, fordi det anses som vidtgående.
Antipiratudvalget skulle allerede i september komme med anbefalinger til, hvordan Danmark kan styrke kampen mod piratkopiering over internettet. Et andet udvalg under Kulturministeriet diskuterede sidste år de samme problemer, men kom ikke med anbefalinger. De samme parter, blandt andet Kulturministeriet, rettighedshavernes forskellige interesseorganisationer, teleselskaber, advokater og Forbrugerrådet, har siden januar i år forsøgt at blive enige om en dansk antipiratindsats, og dermed er vejen banet for brevmodellen, som også politikere, eksempelvis oppositionen, har efterspurgt.
Udkastet, som endnu ikke lægger endeligt fast, vil med al sandsynlighed danne grundlag for en lovændring.
Det står ifølge ComON's oplysninger helt klart, at brevmodellen - som også kendes fra Storbritannien - er på vej til Danmark. Allerede da udvalget blev nedsat, var der lagt op til, at modeller som 3-strikes, hvor borgerne får frataget internetforbindelsen efter gentagne krænkelser af ophavsret, er for vidtgående.
Derfor er den rene brevmodel - som en overgang har været på forsøgsbasis i Storbritannien og desuden er en del af Frankrigs 3-strikes model - den løsning, som flest kan blive enige om.
Dokumentet, som Kulturministeriets embedsmænd har lavet, beskæftiger sig først og fremmest med, hvordan brevmodellen skal føres ud i livet - ikke om det er en god løsning. Udkastet til indstillinger fra udvalget rummer ikke dokumentation for, at brevmodellen, som kan blive en dyr affære, kan betale sig. Dokumentet dokumenterer ikke, at borgere vil stoppe med ulovligt at hente film og musik, når de modtager et informationsbrev i posten.
Hvem skal sende breve?
Det helt store spørgsmål internt i antipiratudvalget er, hvem der skal sende brevene og betale for at sende dem med posten.
Parterne i udvalget er ikke enige. Derfor har ministeriets embedsmænd skitseret tre modeller. I alle tre scenarier skal rettighedshaverne selv overvåge tjenester, hvor der hentes film og musik ulovligt. Rettighedsindustriens antipiratgruppe holder allerede i dag øje med fildelingstjenester og iværksætter fra tid til anden et civilt søgsmål mod en netpirat.
Eftersom rettighedshaverne ikke af egen kraft kan finde den specifikke identitet og adresse på internetforbindelsen, der bliver brugt til fildeling, skal internetudbyderne med i processen med at sende informationsbreve ud til formodede fildelere.
I den første brevmodel, som er skitseret i udkastet, skal rettighedshaverne gøre internetudbydere som TDC, Yousee, Telenor og Telia opmærksomme på, at en bestemt IP-adresse, altså internetforbindelse, ulovligt har hentet materiale over internettet. Derefter sender internetudbyderne et brev ud til den kunde, som ifølge rettighedshaverne har hentet materiale ulovligt.
Denne model har mødt kritik fra telebranchen, som ikke ønsker at agere piratpoliti. Det vil skade selskabernes forhold til deres kunder, frygter de, hvis kunden får indtryk af, at deres egen internetudbyder overvåger dem.
En anden model er, at rettighedshaverne sender oplysninger om ulovlig aktivitet hos en IP-adresse videre til internetudbyderne. Derefter sender internetudbyderne adressen på kunden videre til en uafhængig offentlig instans, som sender brevet ud.
En tredje model er, at rettighedshaverne får udleveret adresserne. I dag skal rettighedshaverne have godkendelse fra en retsinstans, hvis de vil have fat på identiteten bag en IP-adresse. Ingen af parterne i kulturministeriets antipiratudvalg - end ikke rettighedshaverne - synes dog, at det er en god ide, hvis rettighedshaverne skal have fat i adresserne for at sende informationsbreve ud.
Hvem skal betale?
I det udkast, som nu ligger, men som kan ændres under et nyt møde i udvalget næste uge, vil der være to modeller for betaling af udgifterne.
I den ene finansieringsmodel, som foreslås, skal rettighedshaverne selv betale udgifterne til ordningen - inklusiv størstedelen af internetudbydernes omkostninger.
I den anden model skal rettighedshaverne selv betale for at finde IP-adresserne, mens internetudbyderne selv betaler for derefter at finde den fysiske adresse på kunden, der ejer internetforbindelsen. Staten skal derefter selv betale for oprettelsen og driften af den offentlige instans.
Fælles for begge modeller er, at hver husstand maksimum skal modtage to breve. Brevene må ikke indeholde trusler eller være en del af en accelerende håndhævelsesproces. Til gengæld foreslås det, at rettighedshaverne skal have oplyst, når en bestemt IP-adresse allerede har modtaget to breve og derfor ikke kan modtage flere. Efter ComON's oplysninger er der ikke lagt op til, at der skal være en klageinstans, som borgere kan henvende sig til, hvis de mener uretmæssigt at have modtaget et informationsbrev.
Herefter kan rettighedshaverne i teorien som hidtil gå til en retsinstans - fogedretten - og bede om at få internetudbydere til at udlevere adressen på internetforbindelsen. Derefter kan de indlede en civil retsproces, hvor de kan søge erstatning for pirateriet. Samtidig kan de sandsynligvis denne gang fortælle dommeren, at borgeren allerede var advaret. To gange.
Rettighedshaverne har ifølge ComON's oplysninger sagt, at de ikke vil søge erstatning for den krænkelse af ophavsretten, som fandt sted under udsendelsen af de to advarselsbreve.
