Markedet for annoncering på Internettet befinder sig i en fantastisk vækst, hvis man skal tro en ny rapport, som Internet Advertising Bureau har udsendt. I de første tre kvartaler af 1998 beløb den samlede omsætning på Internet-annoncer sig til 1.3 milliarder dollars. Alene i tredje kvartal blev der omsat for 491 millioner dollars. I forhold til samme kvartal året før repræsenterer tallet en stigning på 116 pct. Internet Advertising Bureau skønner, at omsætningen i fjerde kvartal lå endnu højere, hvilket betyder at det samlede tal for 1998 skulle have passeret to milliarder dollars.
Banner-reklamer udgjorde 53 pct. af markedet, mens 30 pct. gik til sponsorater og 6 pct. blev brugt på de såkaldte interstitials, der skubbes ind mellem web-sider.