I fem år solgte Stewart Richardson sjældne porcelænsfigurer hos auktionstjenesten eBay. Nu er han sporløst forsvundet - og det samme er næsten to millioner kroner fra hans kunder. Svindel-sagen betegnes som en af de største i eBay's historie - og den har sendt chokbølger gennem auktionstjenestens trofaste brugerskare.
Richardson, der brugte eBay-navnet "rfenetquest", var ikke en tilfældig småkriminel, der forsøgte at tjene penge på lettroende internet-brugere. I mere end fem år havde amerikaneren solgt porcelæns-figurer i "Wee Forest Folk" serien hos eBay, og samlet omkring 6.000 bedømmelser fra købere - hele 98 pct. var positive.
Dermed kunne Richardson regne sig blandt en eksklusiv elite af "super-sælgere" hos eBay - og han misbrugte denne tillid til at åbne et massivt antal auktioner i januar, det største antal han nogensinde havde startet samtidig.
Han mailede til gamle købere for at informere dem om de nye auktioner, og kontaktede endda personer, som havde afgivet bud i hans auktioner, men ikke vundet, for at informere dem om at auktionsvinderen havde trukket sig ud af handlen og give dem mulighed for at byde igen - dermed kunne han sælge den samme genstand op til flere gange.
I løbet af en måned havde Richardson samlet bestillinger for mere end to millioner kroner - penge, som blev betalt forud til sælgeren. Hans kone siger til MSNBC, at han en dag forsvandt efter aftensmaden og aldrig kom tilbage.
Politiet i White Lake i forbundsstaten Michigan fortæller, at han hævede 220.000 dollar fra sin konto kort tid inden sin forsvinden, men det faktiske tab forventes at være langt større, fordi mange købere betalte med kontanter.
Det er stadig usikkert hvad der forvandlede porcelæns-handleren til en svindler, men politiet har fundet adgangsdata til et online-kasino på hans computer. Det kan ikke udelukkes, at han havde spillegæld.
Hos eBay forsikrer man, at mindre end 0,01 pct. af alle auktioner gennemføres med henblik på at snyde købere. Sidste år havde eBay en omsætning på 749 millioner dollar.
Link:
(Kilde: Futurezone)