Den canadiske brigade-general Walt Homes fortalte sidste uge under et møde med reservister, at landets militær har gjort det såkaldte år 2000-problem til sin top-prioritet, skriver Wired. Hæren frygter, at sammenbrud i computer-systemerne hos forsyningsselskaberne kan medføre civil uro og plyndringer. Under kodenavnet "Operation Abacus" forbereder militæret sig på et scenarie, hvor soldaterne skal sættes ind for at beskytte infrastrukturen og levere nødhjælp til de canadiske byer. Til planerne hører også at hærens lagre skal fyldes med mad og nødgeneratorer, som skal gøre det muligt at opretholde forsvarsberedskabet, selvom det civile samfund bryder sammen. Forsvaret forsikrer samtidig, at dets egne edb-systemer uden problemer kan håndtere skiftet til år 2000.