En alliance mellem Internet-giganten America Online (AOL) og teleselskabet SBC Communications - der ejer Ameritech og dermed Tele Danmark - kan betyde det afgørende gennembrud for ADSL-teknologien. Aftalen blev indgået i sidste uge og betyder, at AOL's kunder i 21 amerikanske stater fra efteråret får muligheden for at surfe på Internet med lynhurtige ADSL-forbindelser. Prisen bliver sandsynligvis 20 dollars ekstra om måneden i forhold til den almindelige abonnementspris. AOL har indgået lignende aftaler med andre teleselskaber, som betyder at Internet-udbyderens kunder i alle de mest befolkningsrige amerikanske stater snart kan benytte superhurtige Internet-forbindelser. (Kilde: Medill News Service)