Siden november 1999 har Mobilix kørt et pilotforsøg med 100 kunder, som har haft mulighed for at benytte deres mobiltelefon som betalingsmiddel. Nu er der så åbnet for, at alle kan købe taletid med deres mobiltelefon. Mange kunder skal dog udskifte deres SIM-kort og telefon, inden de kan benytte den nye løsning.
Et ekstra menupunkt i mobiltelefonen giver adgang til at købe ekstra taletid. Beløbet trækkes automatisk på kundens Dankort-konto. Betalingssystemet fungerer også med Visa/Dankort, MasterCard og EuroCard.
Mobilix understreger, at der ikke overføres følsomme kundeoplysninger over GSM-netværket - kryptering og et elektronisk certifikat samt en PIN-kode skal sikre, at det ikke er muligt at forfalske kundens identitet.
Når man tilmelder sig systemet skal man oplyse sit kortnummer, der registreres hos Mobilix og knyttes til identiteten af mobiltelefonens SIM-kort. Derfor skal man ikke indtaste sit kortnummer, når man gennemfører en betaling.
Den nuværende løsning med betaling af taletid er kun en lille forsmag på de muligheder, der ligger i mobil e-handel - også kaldet m-commerce. Mobilix fortæller at man har planer om at sælge teater- og koncertbilletter, pizza, blomster og andre produkter.