Scandinavia Online (SOL) og BILLETnet har netop offentliggjort, at firmaerne har indgået et samarbejde med henblik på billetsalg over Internet. Ifølge aftalen vil SOL fremover fungere som BILLETnets Internet-partner og skal udvikle og drive tjenesten www.billetnet.dk. Det nye web-sted vil gøre det muligt at reservere billetter til tusindvis af arrangementer over nettet.
Aftalen indebærer, at SOL, der ejes af den norske Schibsted koncern, i løbet af foråret vil lancere den nye Internet-tjeneste, hvor man kan søge blandt BILLETnets tilbud. Hvis arrangementet falder i ens smag kan man umiddelbart reservere billet på det ønskede tidspunkt og til den ønskede pris - forudsat der er plads. Efter reservationen, afhentes billetterne inden for tre dage på det nærmeste BILLETnet-postkontor eller arrangementsted.
På et senere tidspunkt vil en decideret transaktionsløsning blive introduceret, hvor man kan gennemføre både reservationen og betalingen over nettet, og derefter får tilsendt sine billetter derhen, man måtte ønske det, fortæller SOL.
For BILLETnet, der ejes ligeligt af Arte og Post Danmark, betyder denne aftale, at man nu kan tilbyde sine arrangører og kunder en dækkende service med reservationer over telefon og Internet i tillæg til de hundredvis af salgssteder landet over.
"En meget vigtig brik i BILLETnets planer er i dag faldet på plads," udtaler BILLETnets administrerende direktør, Erik. B. Lyngsø. "For os har det været vigtigt at finde en seriøs og kompetent partner, som kan sikre os og vore arrangører, at den vigtige Internetdel vil fungere optimalt både nu og i fremtiden - og vi tror, at SOL vil løfte den opgave både professionelt og med den styrke, der skal til."
For SOL betyder aftalen, at man får tilføjet et væsentligt element til den danske Internet-portal www.sol.dk.
"SOL arbejder ud fra den forudsætning at elektronisk handel er noget, vi snart kommer til at se i meget større stil, og da billetter egner sig så perfekt til Internettet, bliver det spændende at drage nogle erfaringer i samarbejde med BILLETnet og alle arrangørerne. Det glæder vi os til," udtaler SOL's administrerende direktør Peer Olav Østli.