Foreningen af Dansk Internet Handel (FDIH) har udsendt en "Plan for at fremme den forretningsmæssige anvendelse af Internet i Danmark". Planen peger på en række specifikke aktiviteter, der skal fremme den kommercielle brug af Internettet og udviklingen af en dansk elektronisk markedsplads. FDIH skriver i en kommentar til planen, at udviklingen ikke kommer af sig selv, og at der såvel i samfundet som i virksomhederne er en række barrierer, som skal overvindes, ligesom der generelt mangler rammer for, hvordan udviklingen skal foregå i et fornuftigt tempo.
Blandt indholdet i planen er sikring af vidensspredning, regler for markedsføring og salg på nettet, præventiv indsats mod kriminalitet og etablering af en betalingstruktur, hvilket kræver, at Dankortet bliver frigivet til Internet.