Det norske tøjfirma Handy-Fashions har præsenteret en ny produktserie som er fremstillet af et særligt materiale, der skal beskytte brugeren mod elektromagnetiske stråler. Den nye Mobile Cap, som sælges for 385 norske kroner, fjerner op mod 100 pct. af strålingen fra mobiltelefoner, men tillader stadig lyden at passere igennem, fortæller producenten.
"Kasketten har et tyndt lag med sølvtråd i foret der kan bredes ned over øret som telefonen holdes mod," siger Walter Kraus fra Handy-Fashion til Reuters.
Mobile Cap sælges i farverne blå eller sort med klapper, som kan foldes ned over ørerne. Men Handy-Fashions har også andre produkter i sortimentet. Firmaet sælger en vest og et tørklæde, som er fremstillet af det samme materiale.
Endnu er det dog ikke bevist at stråling fra mobiltelefoner kan være skadelig. En stor dansk undersøgelse sidste år fandt ingen sammenhæng mellem stråling og kræft, men andre undersøgelser har vist det modsatte.
Professor Peter Pauli fra det tyske forsvarsinstitut siger til Reuters at materiale som består af fine vævede metaltråde som sølv, kobber eller stål burde fjerne 95 pct. af emissionerne fra GSM-mobiltelefoner.
"Lignende materiale bruges til at beskytte følsomme dele i raketter og sprængstoffer," siger han.