Den amerikanske programmør Bennett Hasselton har fundet et sikkerhedshul i den webbaserede posttjeneste Hotmail, som i værste fald kan misbruges til at sende breve med forfalskede afsendere, skriver News.com. Hotmail har bekræftet fejlen, men siger at man nu har ændret systemerne, så hullet er lukket. Hasselton siger dog, at det samme hul også eksisterer hos andre webbaserede posttjenester. Problemet er, at tjenesterne gemmer IP-adressen på den person, der har sendt et elektronisk brev. Hvis politiet senere har brug for at finde frem til denne person, kan firmaet udlæse IP-nummeret fra logfilen. Men det netop opdagede sikkerhedshul betyder, at man med få liniers JavaScript-kode kan generere et e-mail med en uskyldig Internet-brugers IP-adresse og sende brevet gennem f.eks. Hotmail.
Ifølge eksperter kan almindelige postprogrammer som Outlook Express og Netscape Messenger også bruges til at sende elektroniske breve med forfalskede IP-adresser. De fleste Internet-udbydere tildeler dog kun midlertidige adresser, der ændres hver gang man kobler sig op, men udbyderne gemmer logfiler over, hvilke IP-adresser der har været tildelt den enkelte bruger.