The Webby Awards, indstiftet af International Academy of Digital Arts and Sciences i San Francisco, betegnes af mange som "Internettets Oscar". Dommer-komiteen har netop offentliggjort listen over de nominerede til årets pris. Listen indeholder 110 web-steder i 22 forskellige kategorier. Foruden hovedprisen uddeles også en "People's Choice Award", hvor Internet-brugerne kan stemme om den bedste hjemmeside. Desuden vil komiteen uddele en Lifetime Achievement Award, der gives til en visionær person, der har haft afgørende indflydelse på Internettets udvikling.
Vinderne af den eftertragtede pris offentliggøres den 18. marts. Prisoverrækkelsen bliver transmitteret direkte over nettet.