Kunder hos teleselskaberne TDC og Orange har siden november haft mulighed for at sende og modtage billedbeskeder på deres mobiltelefoner med MMS-teknologi, men endnu findes stort set ingen tjenester, som benytter den nye teknologi.
En af de første MMS-indholdsudbydere er danske Mobitech, som tilbyder MMS-billeder og -animationer som indholdstakserede beskeder. Brugen af tjenesterne afregnes direkte med den pågældende teleoperatør som brugeren er tilmeldt.
De nye MMS-tjenester findes blandt andet på portalen Kanonide, hvor det koster 15 kr. plus prisen for en SMS-besked at benytte tjenesten.
Mobitech har dog sit fokus på erhvervsmarkedet. Men selskabet forventer ikke, at erhvervslivet er parat til at tage MMS'en til sig, før man har gjort sig erfaringer med teknologien på det private marked.
»De bedste idéer kommer oftest gennem leg med teknologien som beviser at man behersker den. Dette afføder inspiration til nye værdiskabende moduler der udnytter MMS-beskedens potentiale ud fra et forretningsmæssigt perspektiv,« fortæller Erik Bjørnsen fra Mobitech.