TDC fortæller at alle aktiviteter i Call Center Europe fremover skal samles i Sønderborg. Selskabet har besluttet at lukke den svenske afdeling i Malmø. Produktområderne Konference, Superfax og Interactive Voice Response skal i fremtiden ligge i TDC Tele Danmark Privat.
"Markedet er trængt, og beslutningen er taget for at sikre øget konkurrenceevne med fokus på omkostninger og kernekompetencer. Dertil kommer naturligvis strategiske partnerskaber, som er en mulighed, vi løbende overvejer," siger adm. dir. Vibeke Vesta, TDC Call Center Europe.
Hun fortæller at priskonkurrencen på det svenske marked er blevet skærpet markant, siden selskabet etablerede sin afdeling i Malmø. TDC vurderer at markedet ikke kan bære omkostningerne ved en selvstændig afdeling i Sverige.
"Call Center Europe i Sønderborg er en velfungerende forretning med en solid størrelse og en god kundeportefølje. Desuden er rekrutteringsgrundlaget i Sønderjylland meget bredt, hvilket er en klar fordel, når Call Center Europe løser opgaver, som kræver mange fremmedsprog," siger Vibeke Vesta.
De berørte medarbejdere bliver tilbudt et andet arbejde indenfor TDC-koncernen, fortæller selskabet.