Fremtiden vil måske byde på folketingsvalg og folkeafstemninger over Internet. I Frankrig skal et storstilet forsøgsprojekt blotlægge de muligheder og problemstillinger, der er forbundet med direkte demokrati og elektroniske afstemninger. Det franske Internet Society afholder i samarbejde med landets parlament den 19-21. marts en virtuel folkeforsamling på Internet, hvor brugerne vil kunne bidrage til en fiktiv lov om databeskyttelse, kryptering og censur på nettet. Lovforslaget skal gennem forskellige debatrunder, der svarer til den faktiske parlamentariske proces, og skal til sidst til afstemning i det virtuelle "kammer". Arrangørerne håber, at eksperimentet kan overbevise den franske regering om fordelen i at indføre et mere direkte demokrati.