Netscape Communications og America Online har i pressemeddelelser bekræftet, at virksomhederne forhandler om en sammensmeltning. AOL ventes at skulle betale omkring 25 milliarder kroner for Netscape. En tredje part i forhandlingerne, Sun Microsystems, skal overtage Netscapes server-programmer og de dele af firmaet, der beskæftiger sig med salg til store virksomheder. Hvis forhandlingerne lykkes - og alle parter understreger, at der er en realistisk mulighed for at aftalen ikke bliver til noget - vil både AOL og Sun blive styrket betydeligt i konkurrencen mod Microsoft. AOL har over 14 millioner kunder og tilbyder dem en skræddersyet AOL-browser, der sandsynligvis som led i aftalen vil blive erstattet helt af Netscape Communicator. Hidtil har AOL-kunder selv kunnet vælge, om de vil installere Internet Explorer eller Netscape Communicator.