I denne uge afholder Dansk Standard og DKUUG en international konference i forskerparken Symbion på Østerbro i København. Konferencen følges af omkring 40 deltagere fra hele verden, hvor godt halvdelen kommer fra Østen, mens resten kommer fra Europa og USA. Kina stiller med otte delegerede - heraf to fra Tibet - men også Cambodia og Japan er mødt talstærkt op.
Mødet er et skridt på vejen til at klarlægge, hvilke tegn, der skal medtages i fremtidens computere. Der er tale om et ekspertmøde for to arbejdsgrupper under det internationale standardiseringsorgan ISO, der skal finde ud af at lave
et globalt tegnsæt.
Hvorfor det er vigtigt at få sine nationale tegn med, forklarer formand for DKUUGs standardiseringsudvalg, civilingeniør Sven Thygesen: "Gradvis er behovet for at kunne håndtere alle de forskellige kultures skriftsprog dukket op. USA har jo længe dækket verden med løsninger, som
brugte bogstaverne A-Z. Først skulle de vesterlandske behov dækkes og herunder de danske bogstaver Æ, Ø og Å. Her var tale om et købedygtigt marked, og det tiltrak pc-leverandørerne."
"Det gik imidlertid ikke særlig godt i første omgang. IBM glemte at få Ø'et med. Konsekvenserne heraf har været kolossale og så store, at der burde rejses en skamstøtte på
Rådhuspladsen af den medarbejder i IBM, der sov i timen. Det er derfor utroligt vigtigt at være vågen når alfabeter, sorteringsregler og tilsvarende grundlæggende elementer standardiseres. Det ved DS og DKUUG og derfor kæmper vi for at sikre os imod tilsvarende kulturelle
overraskelser i den formelle standardiseringsverden, som er dækket af ISO," siger Sven Thygesen.
DS og DKUUG kæmpede i mere end to år for at få Æ anerkendt
som et bogstav, og det lykkedes også til sidst. Ellers kunne man være løbet ind i en række problemer som f.eks. kunne betyde at Æ'et ikke blev sorteret korrekt eller at det blev afvist i et navnefelt, fordi det ikke blev betragtet som et bogstav.
Nu er de fleste vesterlandske behov dækket og derfor skal der bruges tid på at få de sidste østasiatiske skriftsprog med deres tusindvis af skrifttegn (ideografer) på plads sammen med en række specielle nutidige tegn og den mangfoldighed af historiske tegn, som de historiske annaler
gemmer på - og hvert land vil selvfølgelig forsøge at få så mange af sine tegn med
som muligt.