Den amerikanske præsident Clinton har startet et felttog mod software-pirater, og det første slag skal stå i egne rækker, fortæller administrationen. Præsidenten har underskrevet en ordre, der forpligter alle statslige institutioner og kontorer til at føre inventarlister over deres software og dermed sikre, at statens edb-systemer ikke er udstyret med piratkopierede programmer. Vicepræsident Al Gore skriver i en pressemeddelelse, at administrationen har erklæret krig mod illegal kopiering af software. Sloganet er: "Don't copy that floppy."
Den amerikanske føderale administration er verdens største indkøber af edb-udstyr, med et budget på 20 milliarder dollars om året. BSA, software-firmaernes brancheforbund, der rutinemæssigt aflægger besøg hos alle de største amerikanske virksomheder, har aldrig søgt efter piratkopierede programmer hos statslige institutioner. Interne undersøgelser har dog vist, at op mod halvdelen af programmerne på statens computere er piratkopier.