Carl Malamud hører til blandt Internettets pionerer. Han startede den første radiostation på nettet, og har været involveret i mange banebrydende projekter. Senest har han sammen med Marshall Rose startet Invisible Worlds, der skal udvikle nye navigationsformer til Internet. Malamud's vision er en multidimensionel, interaktiv dataverden, der skal gøre det lettere og mere intuitivt at søge efter informationer. På adressen http://invisible.net kan man læse mere om firmaet og dets medarbejdere. I et interview med ComON forklarer Malamud, hvorfor Internet trænger til en ansigtsløftning. Læs også ComON's artikel om Invisible Worlds.
ComON: Hvad er der galt med dagens søgemaskiner og andre navigeringsværktøjer på Internet?
Malamud: Søgemaskiner og kataloger er vigtige og udfører en betydningsfuld opgave. En søgemaskine lader dig konsultere gigantiske tekstindekser og finde masser af relevante dokumenter. Men selvfølgelig, masser af dokumenter kan være en god ting og det kan være informations-overflod. "De tusind kliks død" kan ofte være resultatet. Det er tydeligt at en af de fundamentale udfordringer i den næste bølge af Internet-tjenester må være at visualisere og bevæge sig rundt i komplekse informationsrum. Hvordan skal det gøres? Ja, det er hele spørgsmålet, ikke :)
ComON: Hvordan kan tredimensionel visualisering hjælpe med at finde informationer på nettet?
Malamud: Jeg er ikke sikker på at svaret er tredimensionel visualisering. Computere er todimensionelle skærmrum. VRML forsøgte den tredimensionelle model, men den indsats står som en af mange massive fejltrin. Protokollen havde for mange elementer, fremviserne var ikke intuitive og der fandtes ikke virkelig informationer, som du kunne betragte gennem en VRML-browser. Nettet har lært os, at enhver ny tjeneste skal være i stand til at fremvise den eksisterende verden og samtidig gøre det muligt at bygge nye slags rum (de første web-browsere blev brugt til at navigere FTP-arkiver, så folk havde straks noget at bruge programmerne til).
For mig er svaret multidimensionelt, ikke tredimensionelt. Det er brugerne selv, der indstiller antallet af dimensioner som informationerne skal betragtes gennem som en af mange parametre; i nogle tilfælde er min side "i nærheden" af mine andre tjenester, andre gange er siden "i nærheden" af ting som jeg kan lide, og på andre tidspunkter er den "i nærheden" af folk som udvikler web-systemer. Afstanden burde være den vigtige parameter.
ComON: Hvordan skal vi forestille os de nye data-kort fra Invisible Worlds?
Malamud: Tja, du må vente og se. Vi har lagt noget af det tidlige visualiseringsarbejde on-line på adressen http://memory.palace.org (firmaets hjemmeside ligger på http://invisible.net). De første fremvisere fokuserer på muligheden for at udforske et dokument-rum, der består af Internet-RFC'ere (Requests for Comments). Det kan måske virke som et underligt valg til det første projekt, men vi har faktisk tænkt grundigt over det første mål og denne dokumentsamling er et fantastisk udgangspunkt for visualiseringen af mange forskellige informationsrum. Du kommer til at se flere rum i løbet af dette år.
ComON: Alpha-versionen "rfcland1.0" demonstrerer en del af potentialet i det nye koncept. Hvad er de konkrete fordele, som dette system byder fremfor almindelige søgemaskiner?
Malamud: Bedre strukturerede forespørgsler, gemme-funktion (udfør samme forespørgsel og sortering igen og vis mig rummets nuværende tilstand) og muligheden for at tilføje kommentarer til dokumenter. Det er nogle af de funktioner, som vi forsøger at demonstrere i denne tidlige alpha-udgave.
ComON: Hvor stammer inspirationen til dette projekt fra?
Malamud: Jeg har brugt de sidste 20 år på få computer-netværk til at fungere. Jeg bliver meget frustreret, når jeg arbejder med et dusin computere samtidig og ikke kan se hvor jeg bevæger mig hen. Du går "fra" Yahoo til en computer med din post, du bevæger filer fra et sted til et andet, du bevæger dig over nettet til langsomme servere andre steder. Cyberspace har et rumligt aspekt, og min motivation til at starte dette firma er den samme som hos mange andre mennesker; vi vil finde ud af hvordan cyberspace ser ud. Det er på tide at tænde lysene på informationsmotorvejen (ikke værst for en fordrejet metafor:)
ComON: Men er denne form for navigering perfekt til alle? Eller er der nogle superbrugere, som vil foretrække en mere "tør", tekstbaseret måde at surfe på nettet?
Malamud: Verden kender mange protokoller. Det er som at spørge "vil de gule sider erstatte kort og butikken på hjørnet som en måde at finde ting". Du har brug for mange tilgange og tørre data er altid en god ting.
ComON: Hvordan kommer det første produkt fra dit firma på markedet?
Malamud: Det er faktisk allerede ude :) I løbet af dette år vil du se en serie af brugerflader på nettet, som folk kan bruge, og vi har allerede startet med at sende programmer ud. Det samme hold har tidligere skabt et dusin top-steder på nettet, fra regerings-databaser som US SEC fortegnelsen til Internet Talk Radio, Nordpolen og verdensudstillingen i 1996. Mange af mine tidligere kolleger har sluttet sig til mig i mit nye projekt. Becky og Larry Pranger (http://www.enviromedia.com), eksempelvis, er to af verdens bedste web-designere og havde det kreative ansvar under verdensudstillingen i 1996 (http://www.park.org). De spiller en meget aktiv rolle i Invisible Worlds, ligesom mange andre der før har arbejdet med mig.
Vi har alle brugt det sidste år på at arbejde hårdt med at finde ud af, hvordan den nye tjeneste skal se ud, og med at udvikle en forretningsplan som skal gøre det hele muligt. Jeg tror, at du vil se frugterne af dette arbejde nu hvor tingene er kommet i gang. Det er altså sjovt at se hvordan diskdrevene drejer hurtigere og folk begynder at komme sammen ... Invisible Worlds er efterhånden blevet et meget spændende sted at arbejde.