Den danske virksomhed Catalog International har på under to måneder opnået en kapitaltilførsel på 40 millioner kroner. Catalog er en af de førende leverandører af systemer til Internet-baseret handel, også kendt som e-commerce. Firmaet fortæller, at man stadig er i forhandlinger med investorer, hvilket kan resultere i, at den samlede kapitaltilførsel bliver på 60 millioner kroner. Catalog planlægger at benytte kapitalen til at ekspandere og satser på en børsintroduktion i år 2000. Bag investeringen står japanske JAFCO, franske SOFINOVA, Vertex i Singapore og Dansk Udviklingsfinansering. JAFCO er verdens største ventureselskab med mere end to milliarder dollars i kapital, og ifølge Catalog er det første gang, at et japansk ventureselskab investerer i Danmark.