Microsoft har udsendt en rettelse til Internet Explorer, der lukker et alvorligt sikkerhedshul, som en spansk programmør fandt og offentliggjorde i sidste uge. En snedig kombination af file-upload funktionen i Explorer, der bruges til at sende filer til servere, og JavaScript-sproget betyder, at hackere kan stjæle filer fra brugerens harddisk. Det kræver blot, at de kender filens navn. Fejlen rammer en bred vifte af programmer, bl.a. Internet Explorer 4.0x til Windows 95 og NT, Outlook Express og Outlook 98 og selve styresystemet Windows 98.
Rettelsen kan enten hentes med Windows Update funktionen i Windows 98 eller direkte fra Microsoft's web-sted.