Internet-server i stuen

Snart kan alle forvandle deres pc til en Internet-server.

De fleste drømmer nok om at forvandle deres hjemme-pc til en fuldblods Internet-server, der kan nås fra hele verden over nettet. Det er ikke noget problem at skaffe de nødvendige programmer, f.eks. Microsofts Personal Web Server (PWS), der følger med web-værktøjet FrontPage og styresystenet Windows NT Workstation. De fleste nyere pc'ere har en regnekraft, der er mere end rigelig til at betjene hundredevis af kald over Internet samtidig. En hurtig processor med 300 MHz eller mere og mindst 64 MB hukommelse er alt, hvad en Internet-server behøver.
Men det største problem er de midlertidige IP-adresser, som udstedes af Internet-udbyderne, hver gang man logger sig på nettet. En Internet-server behøver en fast domæne-adresse, f.eks. www.comon.dk, og denne adresse skal tilordnes et permanent IP-nummer. Denne tekniske spidsfindighed har hidtil udelukket mange hjemme-brugere fra at forvandle deres pc til en Internet-server.


TZO


Det amerikanske firma Tzolkien Corporation (http://www.tzo.com) har udviklet et nyt system, der fjerner problemet med tilordning af domæner til midlertidige IP-adresser. Som det første skridt skal man tilmelde sig til tjenesten og udvælge en domæne-adresse, f.eks. http://www.comon.tzo.com. Forespørgsler på adresser, som ender med tzo.com, lander først i en database hos TZO, hvor alle registrerede pc'ere og deres adresser er opført. Den dynamiske navne-server returnerer så den aktuelle IP-adresse, og browseren kalder den rigtige server. Det er vigtigt at huske, at brugere med dialup-forbindelser tildeles et nyt IP-nummer, hver gang de ringer op til udbyderen. Den vigtigste opgave udføres derfor af et lille program, der holder øje med, hvornår pc'en kobles på nettet, og sender det nye IP-nummer til TZO's server, der matcher adressen med domænet.


Pc'en kan dermed altid kontaktes, når den er logget på nettet, også selvom man ikke kender dens IP-adresse. Når man indtaster http://www.comon.tzo.com kaldes automatisk serveren hos TZO, der indeholder den rigtige IP-adresse. Brugeren kan kontakte TZO's navne-server på tre forskellige måder og meddele pc'ens aktuelle IP-nummer; man kan enten lægge et bookmark og hoppe over på en login-side, hvor man skal indtaste brugernavn og adgangskode, hente et program på 635 KB, der automatisk kalder serveren eller benytte en Java-klient, der stadig befinder sig i beta-stadiet. Klienten findes kun til Windows, Unix og Linux, og man kan derfor være nødt til at logge ind manuelt, hvis man bruger et andet styresystem. Bookmark-løsningen betyder også, at man kan tilmelde forskellige pc'ere til denne domæne-adresse, hvilket kan være en fordel, hvis man ofte skifter maskine.


Den automatiske klient er kun egnet til dialup-forbindelser og fungerer ikke gennem en proxy eller firewall.


Multiplayer


Men hvad skal man så bruge den private Internet-server til? De fleste Internet-udbydere tilbyder jo gratis plads til hjemmesiden, så man behøver ikke indrette sin egen server, hvis man blot vil være til stede med en hjemmeside - selvom det er smart, at skrivebords-pc'en pludselig bliver en del af nettet. Man skal ikke længere uploade filer, når man har ændret hjemmesidens indhold, men blot flytte dem over i den rigtige folder. Det kan især være interessant, hvis man opdaterer indholdet meget ofte og benytter dynamisk, database-genereret indhold, der kræver specielle programmer på pc'en. Mange web-hoteller tilbyder gratis konti, men det er ofte meget begrænset, hvilke muligheder man har på serveren, f.eks. til at afvikle CGI-programmer. Med TZO's løsning er der ikke sat grænser for, hvor meget man kan eksperimentere på pc'en. Systemet er også ideelt, hvis man har opsat et web-cam, der konstant sender billeder ud på nettet.


Den største nytteværdi ligger nok i multiplayer-spil over Internet, web-konferencer og andre netbegivenheder, hvor brugerne nemt og hurtigt skal kunne finde hinanden. Det kendte chatprogram ICQ fungerer eksempelvis efter samme princip som TZO-klienten. En central server indeholder informationer om alle brugere, og tilordner den aktuelle IP-adresse til brugernummeret, hver gang man logger sig på nettet. Internet-telefoni er et andet eksempel på en programtype, der kræver, at pc'en i den anden ende kan identificeres entydigt. Hvis man ofte deltager i spilturneringer, live-møder eller konferencer på nettet, kan det være en stor fordel, hvis pc'en har sin egen domæne-adresse.


Man behøver ikke nøjes med at opsætte en web-server. En anden mulighed kunne være installationen af en FTP-server, der forvandler din pc til et gigantisk filarkiv, som andre kan logge sig på og betjene sig af. Dette kan f.eks. være interessant for grafikere, der ofte sender store billeder som vedhæftede filer over Internet. I stedet kan grafikeren sende filernes adresse, og modtageren kan selv bestemme, hvornår man vil hente billederne.


Med programmer som PCAnywhere kan man endda fjernstyre sin pc over Internet - igen kræves blot, at den kan identificeres med en entydig adresse.


Prisen


Det er ikke helt gratis at benytte den smarte domæne-tjeneste. Grundprisen er 25 dollars om året. Hvis man ønsker et rigtigt top-level domæne, f.eks. http://www.mitnavn.dk, med samme funktionalitet, koster det 59 dollars om året. Det største problem er imidlertid, at man skal betale minuttakster for den tid, hvor pc'en er tilsluttet Internet. En Internet-server bør jo kunne nås 24 timer i døgnet, men ingen privat bruger kan betale for at være tilkoblet nettet døgnet rundt, og dertil kommer, at telefonlinien samtidig er blokeret. Hvis man i forvejen spiller multiplayer-spil eller deltager i web-konferencer er dette selvfølgelig ingen hindring. Ellers bliver man nødsaget til at fortælle brugerne, at serveren kun kan nås på bestemte tidspunkter, f.eks. en time hver aften. Hvis man er forbundet med Internet gennem et almindeligt modem må man også indstille sig på, at serveren ikke kan betjene mere end en eller to brugere af gangen.


Løsningen hedder ADSL. Allerede fra næste måned begynder Tele Danmark at tilbyde lynhurtige ADSL-forbindelser, som ikke kun giver hjemme-pc'en den samme båndbredde ud til Internet som de "store" Internet-servere, men også betyder, at forbindelsen er åben hele tiden - uden at man skal betale minuttakster. ADSL-forbindelsen blokerer heller ikke telefonlinien. Den eneste omkostning ligger i et gebyr på 0.25 øre pr. overført MB; de første 300 MB i kvartalet er dog gratis. Et hurtigt regnestykke viser, at de fleste server-ejere ikke vil mærke denne udgift; en hjemmeside med 1000 daglige hits gange 2 KB giver 2 MB trafik om dagen eller 180 MB i kvartalet. Flere informationer om ADSL findes på http://www.teledanmark.dk/adsl.


Kombinationen af ADSL og TZO's navne-tjeneste kan gøre drømmen om en Internet-server i hvert hjem til virkelighed. Det er helt op til dig, hvad du vil fortælle verden.

    Læses lige nu

      Annonce

      Politiets Efterretningstjeneste

      Teamleder til Center for CNE-operationer

      Københavnsområdet

      Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

      Proceskoordinator til teknisk dokumentation i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

      Københavnsområdet

      Capgemini Danmark A/S

      Head of Digital Trust & Security

      Midtjylland

      Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

      Cyberdivisionen søger en IT-supporterelev til lokal IT på Flådestation Frederikshavn

      Nordjylland

      Annonceindlæg tema

      Offentlig digitalisering

      Fra effektivisering til digital suverænitet. Hvordan skaber det offentlige en digital fremtid med AI, sikkerhed og kontrol i centrum?

      Navnenyt fra it-Danmark

      Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

      Victor Dohlmann

      Arctic Wolfs Network

      Allan Hougaard, der arbejder med softwareudvikling og -arkitektur hos Sparinvest, har pr. 30. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

      Allan Hougaard

      Sparinvest

      Norriq Danmark A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Nanna-Louise Aae Kudahl som Project Manager. Hun skal især beskæftige sig med drive vores Business Central-projekter i samarbejde med resten af sine nye kollegaer i ERP. Hun kommer fra en stilling som Product Manager hos KMD A/S. Hun er uddannet på Aalborg Universitet i kommunikation og Digitale Medier og har en kandidat i IT-ledelse. Nyt job

      Nanna-Louise Aae Kudahl

      Norriq Danmark A/S

      Norriq Danmark A/S har pr. 1. december 2025 ansat Thomas Harboe Hald som Director Commercial Excellence. Thomas skal især beskæftige sig med opbygge og lede vores nye Customer Excellence Office. Thomas kommer fra en stilling som Partner hos Deloitte. Thomas er uddannet hos Copenhagen Business School som Graduate Diploma in Business Administration, Sales & Marketing. Thomas har tidligere beskæftiget sig med digital transformation, IT-strategi, ERP og forretningsudvikling. Nyt job

      Thomas Harboe Hald

      Norriq Danmark A/S