Der handles på nettet som aldrig før. Det viser PBS' nyeste opgørelse over antallet af betalinger med Dankort, Visa/Dankort og internationale kreditkort. Dankort og Visa/Dankort blev brugt 125.151 gange på nettet i oktober - det er en stigning på 10 pct. i forhold til måneden før.
Internationale kreditkort som Visa, Mastercard og Eurocard blev anvendt 35.665 gange som betalingsmiddel hos danske internet-forretninger i oktober måned. En meget markant stigning på intet mindre end 45 pct. i forhold til september, hvor PBS gennemførte 24.691 internationale kort-transaktioner.
Det samlede antal kortbetalinger på nettet i sidste måned blev på 160.816, en stigning på mere end 15 pct. i forhold til forrige måned. I oktober 2000 blev der gennemført 46.516 betalinger - dermed er antallet af transaktioner mere end tredoblet på 12 måneder.