Navn: Yahoo! Danmark
Adresse: http://www.yahoo.dk
Produktion: Yahoo!
Emne: Søgemaskine
Beskrivelse: Den danske gren af Yahoo!-familien er forbigået af mange Internet-brugere, der enten benytter den internationale Yahoo.com eller det danske katalog Jubii. Yahoo! har meget hurtigt etableret afdelinger over det meste af verden, eksempelvis Australien, Canada, Korea og Spanien, og den danske gren har efterhånden eksisteret i et år, stort set ubemærket af den bredere offentlighed. Yahoo.dk var i begyndelsen en noget mager tjeneste, der blot tilbød få søgemuligheder og et begrænset katalog, i modsætning til Jubii, der har tre år på bagen og driver en række forskellige tjenester. Men Yahoo! har halet ind, og repræsenterer efterhånden et godt alternativ til andre danske søgemaskiner.
Design: Designet følger i stor udstrækning det kendte layout fra det internationale Yahoo.com. En af de største fordele ved Yahoo! har altid været, at designerne kun benytter få grafiske elementer og dermed skaber sider, der kan hentes betydeligt hurtigere end hos andre søgemaskiner. Yahoo! er i stor udstrækning baseret på "laveste fællesnævner", hvilket betyder, at man kun understøtter teknologier, der kan forstås af alle browsere. Her finder man ingen Java, JavaScript, Flash, avancerede tabeller eller Cascading Style Sheets.
Opdatering: Med overskriften "Aktuelt" præsenterer den danske gren dagligt opdaterede nyheder fra Internet-udgaven af Aktuelt. Man kan bladre i den sidste uges nyheder, og en bekvem søgefunktion, "Nyhedssøgning", gør det nemt at søge efter bestemte temaer. Hvis man søger erhvervs- og finansnyheder, finder man et dagligt opdateret udvalg fra RB-Børsen, Reuters og Aktuelt. Til de dagligt opdaterede informationer hører også vejrudsigterne for nogle af landets største byer, der giver en tredøgnsprognose med vindforhold og temperaturer. Den meteorologiske del drives i samarbejde med amerikanske Weathernews.
Links: Internet-henvisninger er jo selve kernen i en søgemaskine som Yahoo!, og den danske søgemaskine skuffer da heller ikke med et forholdsvis stort udvalg. Søgemaskinen tilbyder en række avancerede søgemuligheder, eksempelvis hvornår registreringen af siden er foretaget, men den udvidede søgedialog gemmer sig bag et link med det noget intetsigende navn "Valg".
Omfang: Hvis man hører til blandt de flittige brugere af sorterede kataloger, så ved man, at man tit støder mod systemets grænser, indtaster søgeforespørgsler, der ingen resultater frembringer. Det ligger i selve tjenestens natur; mens deciderede søgemaskiner har indekseret millioner af dokumenter, indeholder kataloger ofte kun nogle få tusinde. I den forbindelse er det væsentligt, hvilke muligheder kataloget tilbyder, hvis søgningen skal overføres til en indeksbaseret søgemaskine: Yahoo.dk benytter Inktomi-databasen, der også anvendes af Microsoft Network og Hotbot, og et enkelt klik er nok til at sende søgeopgaven videre - man skal ikke indtaste søgebegreberne en gang til. Avancerede søgeforespørgsler kan dog i de fleste tilfælde ikke bæres ud af systemet.
Målgruppe: Alle Internet-brugere.
Samlet vurdering: Yahoo!'s styrke har altid været specialområder som finanstjenester eller skræddersyede nyheder, hvor informationer fra mange forskellige kilder strikkes sammen til en helhed. Det er nok ikke helt forkert at påstå, at Yahoo! opfandt begrebet "netportal", den altomfattende hjemmeside, der forsøger at dække alle ens informationsbehov. Yahoo! Finans Danmark er et eksempel på en sådan tjeneste; her kan man hente aktiekurser fra Frankfurt, Milano, London, Stockholm og Oslo (men ikke København), finde valutakurser, vindere og tabere, de mest omsatte værdipapirer, finansielle nyheder på seks forskellige sprog, og springe videre til forskellige amerikanske finanstjenester.
Yahoo! Danmark er stadig kun nr. to. i Danmark, efter Jubii, men firmaet har ambitioner om at nå til tops på det danske søgemarked, og det bliver spændende at se, hvordan det i forvejen udmærkede katalog vil blive udbygget og forbedret i det næste års tid.