Det samlede antal online-betalinger hos danske Internet-forretninger kunne i sidste måned notere en vækst på 11 pct. Den nyeste opgørelse fra PBS fortæller samtidig, at antallet af betalinger med Dankort steg med 8 pct. Dankort blev brugt 84.855 gange på Nettet i maj, mens PBS i april kun registrerede 78.327 Dankort-betalinger.
Væksten i den seneste måned er endnu større, når man kigger på de internationale kortbetalinger alene. Visa, Eurocard og Mastercard blev brugt 22.729 gange i maj. Det er en stigning på 22 pct. i forhold til måneden før, hvor PBS talte 18.534 betalinger.
Det samlede antal betalinger blev på 107.584 i maj måned, en stigning på 11 pct. i forhold til marts, hvor PBS gennemførte 96.861 transaktioner.
PBS fortæller også at der er tegnet 2.235 indløsningsaftaler med danske Internet-butikker. De fleste (1.464) modtager Dankort og Visa/Dankort, mens en mindre del (771) tager internationale kort.